Sverige

Sverige, Siden den tidligste middelalder har S været skueplads for omrejsende gøglertrupper, hvis løjer på markedspladserne ofte udsprang af bibelens historier, mens gudstjenesten i kirkerne mange steder, især i forbindelse med højtiderne, udvikledes til skuespil af næsten profan karakter. Reformationens puritanisme fordrev imidlertid teatret fra kirken og skabte en ny litteratur af folkelige, teologiske lærestykker. Det ældste svenske drama Tobie Comedia, trykt 1550, er sandsynligvis skrevet af Olaus Petri, og blev opført af hans elever ved Stockholms Storskola, lige som tilsvarende skolekomedier siden blev det andre steder i S.

Uppsala Universitet blev i slutningen af 1500-tallet også hjemsted for et studenterteater, som blev udgangspunktet for en professionel, svensksproget teatertrup, Dän Swänske Theatren. Truppen startede 1682 i universitetets eksercitshus og flyttede 1686 til den første faste, svenske scene, Lejonkulans Teater på Tre Kroner, Stockholms kongelige slot. Mens slottets sale i 1600-tallet blev flittigt anvendt til diverse allegorisk-mytologiske hofforestillinger, spillede studenteraktørerne deres egne mytologiske dramaer på scenen ved foden af slotsbakken. Lejonkulan blev revet ned allerede 1689, og snart efter gik truppen i opløsning.

Teater var derefter i det følgende halve årh. atter forbeholdt de kongelige sale og skiftende fransksprogede hoftrupper. Nationalismen i kølvandet på Den store nordiske krig 1700-21 førte imidlertid til forbud mod udenlandske teaterselskaber og til åbningen af Swenska Comedien 1737. Denne trup, som startede en regelmæssig teatervirksomhed i Bollhuset i Stockholm, bestod af embedsmænd og officerer samt adelsmænd med forfattertalent. På åbningssæsonens repertoire stod greve Carl Gyllenborgs nyskrevne karakterkomedie Den Swenska Sprätthöken, og hovedsagelig spillede man bearbejdelser af udenlandsk dramatik. Efter tronskiftet 1751 viste den tysk-fødte dronning Lovisa Ulrika sig hurtigt at have kulturelle ambitioner i international skala. Hun engagerede i 1753 en fransk trup og lod et teater indrette i Confidencen på Ulriksdal Slot. Året efter, 1754, kunne hun indvie et nybygget teater ved Drottningholm Slot, og i Stockholm måtte de svenske skuespillere overlade Bollhuset til den franske trup, for i stedet at blive turnerende provinstrup.

Med Gustav IIIs tronbestigelse i 1771 fik kulturpolitikken atter rent nationale toner, ikke mindst i form af skuespil og operaer, flere med tekst af kongen selv, som de særegne historiske melodramaer Birger Jarl 1774 og Drottning Christina 1785. På Drottningholms Slotsteater, som genopstod 1766 i ny skikkelse efter en brand, var der livlig aktivitet af såvel franske som svenske skuespillere og sangere. Men også, fra 1784, af den exceptionelle franske teatermaler Louis Jean Desprez, som oprindelig var engageret til at skabe et dekorationsforråd til arkitekten Carl Frederik Adelcrantz’ nye operahus, indviet 1782. Den kongelige interesse i svenskproget dramatik førte 1788 også til åbningen af Kungliga Svenska Dramatiska Teatern, kaldet Dramaten. Det svenske nationalteater fik dog fra starten konkurrence fra skuespilleren Petter Stenborgs teatertrup, opstået omkring resterne af Swenska Comedien. Truppens privilegier gjorde det muligt at spille såvel i den svenske provins som i Stockholm, hvor man ud over et repertoire af harlekinader og nyskrevne svenske folkekomedier også opførte Molière og Holberg på svensk. Da sønnen, sangeren Carl Stenborg, siden solgte privilegierne til Gustav IV Adolf, fik den svenske nationalscene monopol på Stockholms teaterliv indtil 1842, hvor dramatikeren Anders Lindeberg åbnede Nya Teatern, som snart fik følgeskab af en lang række nye privatteatre i den svenske hovedstad. Göteborg havde desuden for en kort periode i 1790'erne en scene med fast ensemble, men ellers var den svenske provins præget af rejsende teaterselskaber, som skildret af bl.a. August Blanche i komedien Ett resande teatersällskap 1848.

Den professionelle instruktørs entré på Stockholms teatre blev i 1800-tallets første årtier repræsenteret af teaterchefen Gustav Lagerbjelke og siden fulgt op af danske August Bournonville, som i sine tre år på Dramaten 1861-64 spillede på senromantikkens leg med ‘naturtro’ sceniske illusioner, bl.a. i store historiske dramaer. Man spillede Shakespeare og Fr. Schiller, men også national svensk dramatik som Fredrik August Dahlgrens sangspil Värmlänningarna 1846 og Bernhard von Beskows Torkel Knutson 1862. Ganske som i det øvrige Europa var repertoiret på de svenske scener dog gennem det meste af 1800-tallet domineret af franske salonkomedier eller salondramaer; først i årh.s sidste årtier satte teatret i realismens navn problemer under debat med værker af Émile Zola, Ibsen og Bjørnstjerne Bjørnson i naturalistisk historiserende iscenesættelser af Ludvig Josephson og Harald Molander mfl.

Debatten havde i S stærke kønspolitiske indslag fra kvindelige dramatikere som Alfhild Agrell og Anne Charlotte Edgren-Leffler på Dramaten samt Frida Stéenhoff – under pseudonymet Harold Gote – i provinsen. Strindberg blev også en del af naturalismen med internationalt betydningsfulde dramaer som Fadren og Fröken Julie, men uden at vinde genklang nationalt. Heller ikke hans muse, den serafiske skuespiller Harriet Bosse, formåede at forsone samtiden med hans eksperimenterende religiøst-eksistentielle dramatik omkring år 1900. Udfordringen var de krav om forenkling af spillestil og spilleplads, som han selv siden forsøgte at virkeliggøre på Intima Teatern 1907-10.

Teaterbyggeriet havde samtidig kronede dage. Stockholm fik bl.a. Östermalmsteatern 1903 og Oscarsteatern 1906 samt et nybygget Dramaten 1908, mens der i den svenske provins blev bygget teatre i de fleste større byer fra Ystad til Luleå. De internationale teaterteoretiske idéer fra Adolphe Appia, Edward Gordon Craig, Max Reinhardt mfl. slog også for alvor igennem på svenske scener i første halvdel af 1900-tallet, i første række virkeliggjort 1919-23 af instruktørerne Per Lindberg og Knut Ström på det nye, teknisk avancerede Lorensbergsteatern i Göteborg. Olof Molander fulgte, 1919-38, i deres spor på Dramatens langt ringere udrustede scene, bl.a. i samarbejde med scenografer som Isaac Grünewald og med sikker sans for tidens dramatiske strømninger, bl.a. Eugene O’Neills trilogi Klaga månde Elektra 1933 og en skelsættende opsætning af Strindbergs Ett drömspel 1935. Arven forvaltedes og udvikledes selvstændigt af Alf Sjöberg, som 1930-80 var med til at sætte ensemblespillet i centrum på Dramaten, i de første år med skuespillere som Tora Teje, Inga Tidblad, Edvin Adolphson og Lars Hanson, ligesom hans intellektuelt udfordrende forestillinger var med til at give svensk teater et særpræg af internationalt format. Ældre tiders stjernespil levede videre på privatteatrene, og i 1920'erne og 1930'erne var den største stjerne af alle Gösta Ekman, som sammen med John og Pauline Brunius 1926-31 ledede Oscarsteatern. Det var også på Oscars, at den skandinaviske revykonge Ernst Rolf fejrede triumfer med sine pragtopsætninger, bl.a. Lyckolandet 1924, mens Karl Gerhard 1921 vakte furore med sin første samfundssatiriske revy Vart ska vi annars gå? på Folkteatern.

Friluftsteater og folkelig buskis har gennem hele 1900-tallet været en særlig svensk tradition i de mange folkeparker med en dramatiker som Gideon Wahlberg, ‘friluftsteatrets Shakespeare’, og en skuespiller som Nils Poppe i og bag en stribe farcer og operetter på Frederiksdals Sommarteater i Helsingborg 1966-93. I takt med stigende interesse for Folkparkteaterns forestillinger, blev Riksteatern etableret 1933, først som teaterdistribuerende og senere som teaterproducerende organisation med en meget bred turnévirksomhed, lige fra Pionjärteaterns besøg i fængsler og på hospitaler til Cullbergballettens moderne danseteater. Generelt havde de private underholdningsteatre trange kår i de første decennier efter 2. Verdenskrig, selv om revyen blomstrede med Kar de Mumma (pseud. for Erik Zetterström) på Folkan og Povel Ramel med sine musikalske crazy-revyer og en halv snes år senere AB Svenske Ord – Hans Alfredson og Tage Danielsson – og deres Gröna Hund 1962.

Øgede statslige tilskud gjorde det samtidig muligt for Dramaten at forstærke personalet med skuespillere som Anita Björk, Sif Ruud, Ulf Palme, Jarl Kulle og svensk films tidligere førsteelsker Georg Rydeberg. Ud over Alf Sjöberg, som fortsat formåede at skabe fornyelse inden for traditionens ramme, blev også instruktøren Bengt Ekerot fast knyttet til nationalscenen, hvor han 1956 stod for den sensationelle verdenspremiere på Eugene O’Neills Lång dags färd mot natt. Skuespilleren Mimi Pollak blev 1948 med sin opsætning af Jean Genets Jungfruleken Dramatens første kvindelige instruktør og en af de bærende kræfter i årtier frem.

Samme konsekvente kulturpolitiske indsats skabte desuden økonomisk grundlag for en række statsligt og kommunalt finansierede scener ude i landet, samtidig med at ungdomsoprøret i 1960'erne førte til oprettelsen af en række frie grupper, bl.a. Pistolteatern 1964 og Narren 1965 samt grupper på institutionsteatrene, bl.a. Göteborgs Stadsteater, hvor Kent Andersson og Bengt Bratt improviserede sig frem til dagsaktuel samfundskritik i bl.a. Hemmet 1967 og Sandlådan 1969, mens Agneta Pleijel og Ronny Ambjörnsson bl.a. tog fat på revolutionshistorien i Ordning härskar i Berlin 1969.

1971 oprettede Suzanne Osten scenen Unga Klara under Stockholms stadsteater og skabte her en væsentlig del af 1970'ernes og 1980'ernes ungdomsdramatik, bl.a. Medeas barn 1975. Under Vivica Bandlers ledelse 1969-79 forsøgte stadsteatret i det hele taget at gøre gruppearbejde til en del af et samfundsrettet, diskussionslystent repertoire, hvilket kom markant til udtryk i Jan Bergquist og Hans Bendriks Ivar Kreugers svindlande affärer 1969, i Margareta Garpe og Suzanne Ostens Jösses flickor – Befrielsen är nära 1974 og i chefideologen Göran Olof ErikssonsPariserliv eller Den skønne Helene 1975.

På Dramaten, derimod, havde ledelsen med Erland Josephson i spidsen svært ved at skabe sameksistens mellem repertoirets traditionelle realisme og kravet om politisk radikalisering. Den opsøgende virksomhed fra den frie gruppe af unge skuespillere som Solveig Ternström, Lena Nyman og Börje Ahlstedt blev ved enkelte forsøg som Cirkus Madigan 1967, ligesom gruppen bag opsætningen af Dramatens kontroversielle NJA-pjäsen 1969 om arbejdsforholdene ved Norrbottens Järnverk i Luleå var kortlivet. NJA-gruppen fik dog 1974-90 fast scene på Scalateatern i Stockholm under navnet Fria Proteatern. Flere af de øvrige frie grupper i 1970'erne og 1980'erne udgjorde grundlaget for en række nye lensteatre, bl.a. Peter Oskarson, som i 1983 brød op fra Skånska Teatern for at lede Folkteatern i Gävleborg, og George Fant, som med en gruppe tidligere elever fra Malmö Teaters elevskole oprettede Norrbottensteatern i Luleå 1967. Luleå var samtidig hjemby for en af 1980'ernes og 1990'ernes nationaldramatikere, Staffan Göthe og skueplads for de fleste af hans underfundige, sociale eventyr for børn og voksne.

Den sofistikerede professionelle teaterkunst havde samtidig i mere end et halvt årh. Ingmar Bergman som fremmeste forvalter og forsvarer over det ganske land, senest 1963-66 som chef for den svenske nationalscene, hvor han samlede et ensemble af landets førende skuespillere, bl.a. Bibi Andersson, Harriet Andersson, Helena Brodin, Margaretha Krook, Thommy Berggren, Allan Edwall, Anders Ek, Ernst-Hugo Järegård og Max von Sydow, alle i forvejen kendt fra hans film. Omvendt er flere af de skuespillere, Bergman senere arbejdede med på Dramaten, bl.a. Lena Olin, Pernilla August, Stina Ekblad, Marie Richardson, Lena Endré og Peter Stormare, blevet internationale filmnavne som følge af nationalscenens mange internationale gæstespil bl.a. i USA.

De frie grupper havde fra starten tegnet sig for meget af den nyere svenske dramatik, men siden 1980'erne har flere institutionsteatre også sat ind på at udvikle nye dramatikere. Lars Norén har fra gennembruddet med Natten är dagens mor på Malmö Stadsteater 1982 over den efterfølgende strøm af psykologisk ætsende dramaer, været en meget dominerende aktør; som Skandinaviens mest spillede dramatiker, en efterspurgt instruktør af forbilleder som Ibsen, Strindberg og O’Neill samt siden 1998 skuespilchef ved Svenska Riksteatern med kontroversielle udspil. På Dramaten kom lyrikeren Kristina Lugn med Idlaflickorna 1993 og Nattorienterarna 1998, og på Stockholms stadsteater Jonas Gardell, der debuterede med Isbjörnarna 1990, og finlandssvenske Barbro Smeds, som fornyede det politiske teater i bl.a. Klättrarens röda öron 1992. Endelig har manuslinjen på Dramatiska Institutet uddannet flere unge dramatikere, bl.a. Sofia Fredén, som 1998, før stadsteatrene i Göteborg og Stockholm fik øje på hende, fik opført Nye venner og elskere på Dr. Dantes Aveny i Kbh. En anden elev fra den stockholmske teaterskole, instruktøren Anders Paulin har også flere gange gæstet den danske hovedstad med sine publikumsprovokerende forestillinger, bl.a. Shakespeares En Skærsommernatsdrøm Det Kongelige Teater 2004.

Mange af de frie grupper i S blev nedlagt i 1990'erne, bl.a. i 1994 Teater Aurora, hvis leder, instruktøren Hilda Hellwig, siden har overført sine centraleuropæiske teateridealer til større scener, bl.a. Dramaten med Ibsens John Gabriel Borkman 2006. Enkelte af de nyere grupper har dog overlevet de økonomiske nedgangstider og i de senere år også fostret en ny generation af instruerende teaterledere, på Galeasen i Stockholm Rickard Günther, som fx brugte sin fysisk udfordrende stil til Dramatens udgave af William Burroughs, Robert Wilson og Tom Waits’ The Black Rider 1997, og på OrionteaternLars Rudolfsson og Linus Tunström, som også begge med forkærlighed arbejder med blandingsformer og musikdramatik. Staffan Valdemar Holm har ligeledes gjort sig bemærket dels som en visionær, internationalt berømmet instruktør af skuespil og opera og dels som teaterleder først af Malmö Dramatiska Teater 1993-98 og siden 2002 af Dramaten, hvor han synes at have fundet balancegangen mellem traditionsfornyelsen i de hybride former, 2000-tallets teater dyrker, fx i Katrine Wiedemanns nycirkus-inspirerede opsætning af Shakespeares Romeo och Julia 2002, og traditionsbevarelsen, hvor Thommy Berggren som en tidligere Jean giver bolden videre til Mikael Persbrandt i sin iscenesættelse af Strindbergs Fröken Julie 2005 med Maria Bonnevie i titelrollen.

Bibliografi: Engel, P G & Janzon, L Sju decennier. Svensk teater under 1900-tallet 1974; Hammergren, L Teater i Sverige 2004; Löfgren, L Svensk Teater 2003; Sörenson, E & Näslund, E Kungliga Dramatiska Teatern 1788-1988 1988; Waldén, K Teatern i centrum. En bok om Stockholms stadsteater 1990.