Staffan Valdemar Holm, f. 1958, svensk dramatiker, teaterleder og instruktør, uddannet på Statens Teaterskole 1988, forudgående studier i teater- og kunstvidenskab ved Lunds Universitet 1979-83. H stiftede 1988 Nyt Skandinavisk Forsøgsteater, der 1989 præsenterede hans egen Indialand og 1992 hans epokegørende iscenesættelse af Strindbergs Frk. Julie. Han skabte en række fornyende, fysisk udtryksfulde iscenesættelser af klassikere, bl.a. Strindbergs Spøgelsessonaten Betty Nansen Teatret 1989 og Shakespeares Købmanden i Venedig 1993 på Det Kongelige Teater, som han havde været tilknyttet fra 1992. Han var leder af Malmö Dramatiska Teater 1993-99, som han gjorde til en meget betydningsfuld scene med bl.a. en anderledes og provokerende Hamlet af Shakespeare 1995 og kæmpeprojektet Vasasagan 1998 af Strindberg. Sideløbende arbejdede han i Danmark og på Dramaten i Stockholm, fx med en opsætning af Tjekhovs Tre systrar 1999. Har også siden fortsat sin tilknytning til Danmark med store og efterhånden ikke så provokerende, men alligevel fornyende klassikeriscenesættelser, fx Fr. Schillers Don Carlos 1999 og Kabale og kærlighed 2003, begge Det Kongelige Teater, hvor han også har iscenesat musikdramatik som Verdis Otello 2001 og Rued Langgaards Antikrist i Ridehuset 2002. Han tiltrådte 2002 som chef for Dramaten. Gift med scenografen Bente Lykke Møller, som han ofte har kongeniale samarbejder med, og nevø til Ingvar Holm. Se også Nyt Skandinavisk Forsøgsteater; Teatertegning.

Iscenesættelse: Fadren 1997 (Kanonhallen 1998); Leka med elden 2002 (Det Kongelige Teater 2002); Macbeth Dramaten 2006 (Det Kongelige Teater 2006).

Dramatiske værker: Dødskarrusellen Bådteatret 1990; Søster Midnat DRradio 1993.

Teaterpriser: Marguerite Vibys Jubilæumsfond, Reumert-Prisen (Årets instruktør), Teaterkatten.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig