Mimi Pollak, 1903-99, svensk skuespiller og instruktør. P indledte sin lange karriere på Dramatens elevskole 1922-24, samme årgang som Greta Garbo. Hendes mørke, skarptskårne profil og talent for karakterer var i en årrække at finde på flere svenske scener, bl.a. Kar de Mummas revyer. Fra 1942 var hun fastansat på Dramaten, hvor hun 1948 debuterede som instruktør med Jean Genets Jungfruleken, herefter instruerede hun primært farcer, fra 1959 som 1. instruktør. Hun optrådte også som skuespiller og spillede som 90-årig Vanjas mor i Tjekhovs Onkel Vanja. 1969 gæstede P Kbh. som instruktør på Georges Feydeaus Loppen i øret Det Ny Teater.

Bibliografi: Pollak, M Teaterlek: memoarer 1977; Andersen, A T Djävla älskade unge! 2005.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig