gøgler

Gøgler, lat. joculator ‘spasmager’, fr. jongleur, it. giocolière ‘taskenspiller’, ty. gaukler ‘nar’, ‘gæk’. I nordisk middelalder brugtes betegnelsen leikarar for omvandrende spillere og spøgefugle, der omtales både i sagaerne, hos Saxo og i folkeviserne; de kunne være tilknyttet hofferne som musikere eller en slags narre. De omvandrende G havde yderst lav status, rangerede som tiggere og almindelige vagabonder. Det var knivkastere, bjørnetrækkere, linedansere, tryllekunstnere, marionetspillere, markskrigere, ordekvilibrister, trubadurer og spillemænd, der søgte til markeder og landsbyfester. De mest drevne kunne blive kvaksalvere, medicinal-komedianter, eller tilknyttet rejsende trupper og opnå privilegium til at optræde i byer, som tilfældet var med Den stærke Mand, Johann Carl von Eckenberg, der 1720 fik tilladelse til at vise sine kunster frem på en fjællebod på Nytorv i Kbh.

G med udpræget akrobatiske talenter kunne blive tilknyttet cirkus, der opstod som speciel manegekunst i 2. halvdel af 1700-tallet. Cirkuskunstnere omtales nu mest som artister og klovne, mens G omfatter markeds- og tivolifolk samt bredtfavnende aktører fra den komiske scene. I 1960-og 70'erne kunne man opleve Erik Clausen som rekommandør og Leif Sylvester Petersen bl.a. som sabelsluger rehabilitere det gamle gøgl, samtidig med at Dario Fo genoplivede middelalderens ord- og mimegøgl i det moderne italienske teater. Se også Akrobatik; Gøglerens rettigheder; Social status.

Bibliografi: Clausen, J & Krogh, T Danmark i Fest og Glæde. I-VI 1935-36; Zerlang, M Underholdningens Historie 1989.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig