middelalder

Middelalder, en betegnelse for tiden mellem oldtid og renæssance, en opfattelse af perioden der opstod allerede i renæssancen. Med betydelige variationer ansættes M til ca. 700-1500. Man taler undertiden direkte om ‘den lange middelalder’. Inden for teatret ses det således, at nogle af de bedst dokumenterede spil, fra Valenciennes og Luzern, er fra hhv. midten og slutningen af 1500-tallet. Tragedie om dyderne og lasterne opført ved Christian IVs Det store Bilager 1634 fremstår som en Middelalder- moralitet, opført på simultanscene med helvedesgab og symbolske lokaliteter.

Teater i M indgik generelt i andre, overordnede sammenhænge, religiøse eller verdslige. Det er en periode uden teaterbygninger. Kirken eller torvet var skuepladsen. Det religiøse drama var forkyndende og opbyggeligt. Det regnes at være opstået først i 900-tallet, da troper, dvs. indskud, i liturgien anskueliggjorde påskeunderet i form af en kort dialog mellem Mariaerne og englen ved den tomme grav, i symbolsk og stiliseret fremstilling. Der er tale om et betydeligt europæisk enhedspræg. I Norden kendes et sådant påskespil fra Linköping fra 1100-tallet. Også juleliturgien skabte dramatiserede optrin. Efterhånden flyttedes spillene ud af kirken – først foran facaden, siden til fx torvet. Endvidere gik de gradvis fra latin til folkesproget og fra gejstligheden til borgerne som optrædende, hvortil kom, at den liturgiske stilisering blev afløst af en robust realisme i virkemidlerne. Således skabtes mysteriespil: bibelske cyklusser, der kunne strække sig fra skabelsen til dommedag og vare i dagevis. Et af de ældste, Spillet om Adam, er fra det sene 1100-tal. Hertil kom mirakelspil og helgenspil, som beskrev de helliges undere og levned. Det danske Spillet om hellig hertug Knud ca. 1470, om mordet på Knud Lavard, er et helgenspil, men uden den mirakuløse dimension.

Senmiddelalderen introducerede moraliteten, hvor personifikationer af gode og onde kræfter kæmper om mennesket. Opførelserne var kraftpræstationer og derfor ikke altid årligt tilbagevendende. Den typiske opbygning var simultanscenen, hvor alle spillets lokaliteter var til stede samtidig: himmel, Jerusalem, helvede osv., enten placeret på linje over for publikum eller rundt omkring, så at tilskuerne flyttede sig efter spillet. En særlig form, som især fandtes i England, var pageants, med scener monteret på vogne, der passerede forbi tilskuerne. Den religiøst-symbolske realitet, som blev gestaltet i spillene, stræbte ikke mod historisk korrekthed i senere tiders forstand. Der tænktes intet skel mellem spillets mytiske og publikums hverdagslige tid. De hellige historier udspillede sig her og nu.

Mellem det kirkelige og verdslige univers forekom ganske grovkornede karnevalistiske parodiformer, som narre- eller æselmesser. Uden for den religiøse ramme optrådte et mylder af gøglere med sang, musik, akrobatik, monologer og farcer. Lægmænd kunne være organiseret i narreselskaber, der præsenterede satirisk-groteske forestillinger. Et tidligt verdsligt drama er den franske trubadur Adam de la Halles Le jeu de la feuillee (Løvsalsspillet) ca. 1276, knyttet til en ikke-kirkelig årstidsfest. En egentlig farce, som tilmed har vist sig levedygtig, findes i Maistre Pierre Pathelin ca. 1465. De professionelle gøglere var nærmest retsløse. I Norden gør en passus i Västgötalagen sidst i 1200-tallet overgreb mod dem straffri. Både det religiøse og det groteske teater blev i store træk standset midt i 1500-tallet. Efter kirkens spaltning var der i både reformatorisk og modreformatorisk sammenhæng ønske om øget kontrol med det alt for vildtvoksende i disse udtryksformer. Den moralsk-didaktiske tendens tog mærkbart til.

M blev i flere perioder forstået som ‘mørk’, modsat fx renæssance, klassicisme og oplysningstid. Dens verdensbillede var et andet og mere metafysisk end følgende tiders. Med den voksende interesse for historien, herunder teaterhistorien, og symbolismens fokusering på spirituelle dimensioner i slutningen af 1800-tallet blev middelalderteatret atter et inspirerende område. Med udgangspunkt heri arbejdede Strindberg med vandringsdramaturgi – menneskets vej mellem frelse og fortabelse – og tanker om simultane sceneløsninger. Hele opgøret med naturalismen trak bl.a. på Middelalderteatrets stilisering og typisering, således hos russiske innovatorer og tyske ekspressionister.

Bibliografi: Bergman, G M Den moderna teaterns genombrott 1966; Burke, P Popular Culture in Early Modern Europe 1994; Chambers, E K The Medieval Stage I-II 1903; Krogh, T Ældre dansk teater 1940; Sletsjøe, L Tre middelalderspill 1961 & Franske profane middelalderspill 1964.