karneval

Karneval, fest først på året, som indebærer maskeoptog og almindelig kaotisk adfærd i modsætning til hverdagens orden. I Nordeuropa kaldes den fx Fastnacht og fastelavn. Festen har rødder i antikken, bl.a. romerske saturnalier (løssluppen midvinterfest) og annekteredes i middelalderen af kirken som en kaotisk periode op til fastens begyndelse. Ikke mindst i Sydeuropa praktiseres K i landlige egne med spor af de oprindelige ritualer. Et klassisk træk er indsættelsen af en karnevalsfyrste, der regerer for en tid i fest og anarki, for til slut, i form af en dukke, at eksekveres som en anden syndebuk. Uanset annekteringen var K altid en anfægtelse for kirken, og jesuitterne, fx, foranstaltede i 1600-tallet mod-karnevaller, hvori kunne indgå spil om motivet ‘bonden som konge for en dag’. Holbergs Jeppe på Bjerget er baseret på en jesuitisk kilde, som beskriver en karnevalsfest. En grotesk teaterform som commedia dell’arte har flere berøringspunkter med Ks omvendte verden. Maskerader, som slog igennem i Kbh. i begyndelsen af 1700-tallet, jf. Holbergs komedie Mascarade 1724, kan ses som en moderne by-civiliseret version af K. Med den russiske teoretiker Mikhail Bakhtins banebrydende værk fra 1930'erne har K fået en central placering som udtryk for en frugtbar anti-orden, en centrumsløs kompleksitet, der også kendetegner visse teaterformer. Se også Nar; Rites de passage.

Bibliografi: Bakhtin, M Karneval og latterkultur 2001; Holm, B Solkonge og Månekejser 1991.