Nar

Nar, oprindelig en figur, evt. vanskabt, der underholder med gøgl og latterliggørelse. N optræder i rituelle og teatrale sammenhænge og ved hoffer. N fik i vestlig sammenhæng sit klassiske udseende i middelalderen: flerfarvet dragt, hætte udstyret med bjælder, æselører og hanekam/hoved samt narrestaven, marotte. I 1400-tallets Frankrig foranstaltede narreselskaber fester med satiriske spil, fx under devisen ‘Narrenes antal er uendeligt’. Festernes narrekonge er beslægtet med karnevalsfyrsten, Lord of Misrule o.l. Hos Shakespeare er N en central figur, der kan udtrykke stor og bitter livsvisdom. I den klassiske karakterkomedie kan den naragtige hovedkarakter forstås som en, der er til nar, mens den komiske tjenerfigur gør nar, dvs. udstiller tåbeligheden. Se også Sottie.

Bibliografi: Holm, B Skal dette være Troja? Om Holberg i virkeligheden 2004; Welsford, E The Fool 1935; Wiles, D Shakespeare’s Clown 1987.