Nar, oprindelig en figur, evt. vanskabt, der underholder med gøgl og latterliggørelse. N optræder i rituelle og teatrale sammenhænge og ved hoffer. N fik i vestlig sammenhæng sit klassiske udseende i middelalderen: flerfarvet dragt, hætte udstyret med bjælder, æselører og hanekam/hoved samt narrestaven, marotte. I 1400-tallets Frankrig foranstaltede narreselskaber fester med satiriske spil, fx under devisen ‘Narrenes antal er uendeligt’. Festernes narrekonge er beslægtet med karnevalsfyrsten, Lord of Misrule o.l. Hos Shakespeare er N en central figur, der kan udtrykke stor og bitter livsvisdom. I den klassiske karakterkomedie kan den naragtige hovedkarakter forstås som en, der er til nar, mens den komiske tjenerfigur gør nar, dvs. udstiller tåbeligheden. Se også Sottie.

Bibliografi: Holm, B Skal dette være Troja? Om Holberg i virkeligheden 2004; Welsford, E The Fool 1935; Wiles, D Shakespeare’s Clown 1987.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig