realisme

Realisme. Erling Jepsens Muhammad Ali svigter aldrig på Hippodromen 1997 med f.v. Henrik Fiig, Karen-Lise Mynster og Erik Wedersøe, instrueret af Madeleine Røn Juul med scenografi af Chr. Tom-Petersen.

.

Artikelstart

Realisme, en skildring af virkeligheden uden besmykkelse, en tilstræbt afbildning af kendsgerninger. R som kunstretning opstod i Frankrig i 1800-tallets midte inden for malerkunsten og litteraturen. Skuespilforfattere som Alexandre Dumas fils (Diane de Lys 1853, Le Demi-Monde 1855) og Émile Augier (Philiberte 1853, Le Gendre de Monsieur Poirier 1854) indførte R på teatret, hvor de i deres skuespil behandlede samtiden, inddrog nye sociale miljøer og satte samfundsmæssige emner under kritisk debat. Med nådesløs præcision skildrede de borgerskabets umoral, ægteskabsbrud, børsspekulationer og prostitution som fx i Dumas fils’ Kameliadamen fra 1852. De tilsatte flere regibemærkninger end tidligere i deres skuespil, forlangte flere prøver og iscenesatte enten selv eller lod moderne foregangsmænd som A L Montigny stå for opsætningerne. R krævede således helt andre scenekonventioner end tidligere og instruktøren kom i fokus med ansvaret for at koordinere sammenspil, dekorationer, kostumer og miljø, så de var i overensstemmelse med hinanden.

Fra tidligere at anbringe møblerne langs væggene blev de under R flyttet ud i rummet, bl.a. bestod det nye i at placere et bord midt på scenen, således at skuespillerne ikke længere kunne stille sig op i den traditionelle halvcirkel foran rampen. (Se: Balzac, Honoré de) Herved blev spillestilen ændret, fordi skuespillerne blev tvunget til at bevæge sig naturligt rundt på scenen. Under prøveforløbet skulle skuespillerne også være iført de kostumer, som de skulle optræde i, så de blev fortrolige med dem. Ligeledes anvendtes lukkede dekorationer med faste vægge i stedet for kulisser, ligesom brug af gasbelysning gjorde det muligt at arbejde med lyseffekter langt bedre end tidligere.

Europæiske teaterfolk valfartede til Paris for at hente inspiration, og Augier og Dumas fils’ borgerlige problemdramaer fik den største betydning for bl.a. Ibsen og Bjørnstjerne Bjørnson i deres første realistiske skuespil (hhv. De Unges Forbund 1869 og En Fallit 1875). I England betød R, at Shakespeare blev opført i historisk korrekte dekorationer og kostumer, og farvestrålende optog og statister fyldte scenen, og i Tyskland lod Hertug Georg 2. af Meiningen skuespillene på sit teater indstudere med historisk korrekthed og ægte rekvisitter.

I Danmark blev R forhalet på Det Kongelige Teater pga. Johan Ludvig Heibergs magt som censor i årene 1856-1860, men Frd. Høedt forsøgte dog som instruktør i 1858-64 at skabe realistisk teater ved at gennemføre flere prøver, anvende lukkede dekorationer og undgå malede bagtæpper for i stedet at anbringe rigtige møbler på scenen. H P Holst, der var stærkt påvirket af R, arbejdede som instruktør i samme retning med en hverdagsagtig brug af rekvisitter, der skabte samklang mellem personer og miljø.

R slog i stigende grad igennem som et krav til teatret om at forholde sig til sin tids virkelighed inden for dekoration, emne og spillestil, så forestillingerne virkede troværdige på publikum. I sin kritiske indstilling til naturalismen tilstræbte Brecht i sine skuespil at demonstrere en samfundskritisk R (socialrealisme) med udgangspunkt i dialektisk materialisme. Derigennem formidlede han sin virkelighedsopfattelse og sin tro på en objektiv virkelighed. Men da R forandres med en ændret virkelighedsopfattelse, kunne fx Ionesco hævde, at han var realist, mens han derimod anså Brecht for at være en forvrænget idealist. Hver epoke skaber således sit eget realistiske udtryk med udgangspunkt i samtiden. I forhold til R gik naturalismen mere radikalt til værks ved fx at fremvise fattigdom og social fornedrelse på scenen og derved vise et mere varieret udtryk af virkeligheden.

Bibliografi: Bjurmann, L Lukács-Brecht 1975; Erichsen, S Realismens gennembrud i parisisk teater i det nittende århundrede bd. II, 1973; Långbacka, R Bland annat om Brecht 1981 & Brecht og det realistiske teater 1998; Lund, M & Nielsen, B H Kulturelle strømninger i Frankrig 1830-1880 1985; Nochlin, L Realismen 1978.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig