Alexandre Dumas fils, Alexandre Dumas d.Y. (den Yngre), 1824-95, fransk dramatiker, søn af De tre musketerers forfatter, Alexandre Dumas père. D repræsenterede en ny generation af dramatikere, der vendte sig mod romantikken og skabte en ny genre, la pièce à thèse (debatstykket), som et opgør med samfundets dobbeltmoral og syn på kvinden (Le Demi-Monde 1855 (Plet Folketeatret 1863), L’Ami des femmes 1864 (Damernes Ven Det Kongelige Teater 1894) o.a.). I dramaet indførte han en fast figur: ræsonnøren, der var forfatterens talerør, og som vi endnu finder i Ibsens dramatik. I dag er D nok mest kendt for sit tilbagegreb til romantikken: La dame aux camélias 1852 (Kameliadamen Casino 1891), oprindelig skrevet som roman (1848) og forlæg for Giuseppe Verdis opera La Traviata, 1853.

Bibliografi: Erichsen, S Realismens gennembrud i parisisk teater i det nittende århundrede Bd. 2, 1973; Fenger, H Georg Brandes og det nyere franske drama. Teateranmeldelser og forelæsninger 1979.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig