Naturalisme

Naturalisme, radikal fælleseuropæisk bevægelse i de sidste tiår af 1800-tallet med et kunstsyn, der hviler på et positivistisk (natur)videnskabeligt ideal, på Charles Darwins evolutionslære og Auguste Comtes’ teori om, at mennesket er determineret af arv og miljø. Ns vigtigste manifest, Emile Zolas Le Naturalisme au Théâtre 1881, er først og fremmest et opgør med sen romantikkens og idealismens teaterkonventioner. Zola kræver i stedet troværdige virkelighedsmiljøer og provokerende skildringer af det tabubelagte på scenen. Især skal underklassens livsomstændigheder skildres med videnskabelig præcision. Andre betoninger finder man fx hos Strindberg, der i forordet til Fröken Julie 1888 – et andet vigtigt naturalistisk manifest – lægger vægt på den sammensatte karakter og få, men virkelige ting på scenen. Hovedværker er Lev Tolstojs Mørkets magt 1886, Gerhart Hauptmanns Vor Sonnenaufgang 1889 og Maksim Gorkijs Natteherberget 1905. Samtidig vidner kritiske samtidsdramaer af Ibsen, Strindberg og Tjekhov om Ns sammenhæng med realismen i et bredere europæisk perspektiv.

Ns gennembrud på teatret skete med André Antoines åbning af Théâtre Libre 1887 – en intimscene med et ensemble af amatører i autentiske miljøer og kostumer og en ny dæmpet spillestil. I Tyskland lanceredes N med Otto Brahms Freie Bühne i Berlin 1889 efter Théâtre Libres mønster, dog med professionelle skuespillere. Engelsk teater fik sin naturalistiske scene med The Independent Theatre i 1891, mens N i Danmark manifesterede sig inden for de givne rammer på Det Kongelige Teater med William Blochs Ibseniscenesættelser fra 1883. Det naturalistiske teaters vigtigste scene var Moskva Kunstnerteater (MXAT), grundlagt 1898, ledet af Vladimir Nemirovitj-Dantjenko og Konstantin Stanislavskij med dennes opsigtsvækkende iscenesættelser af Ibsen, Hauptmann, Tolstoj og frem for alt Tjekhov i de følgende år. Stanislavskij var den betydeligste af det naturalistiske teaters gennembrudsmænd og har haft en vedvarende indflydelse. Selv karakteriserer han sit livslange engagement i denne kunstform som en vej fra den ydre naturalisme til en indre realisme, den psykologiske realisme.

Som bevægelse kom N i modvind fra modernistiske strømninger som symbolisme, dadaisme og ekspressionisme, men er blevet fornyet flere gange gennem 1900-tallet eksempelvis i engelsk såkaldt kitchen zink drama som John Osbornes Look Back in Anger 1956 (Ung vrede Odense Teater 1958) og Arnold Weskers Roots 1959 (Livets rødder Odense Teater 1961) med en social indignation, der viser tilbage til Zola. Også det politisk radikale islæt i det skandinaviske opsøgende gruppeteater i 1970'erne kan ses som en fornyelse af N som bevægelse. Kritikken af N rammer især konservatismen i bevægelsen: synet på virkeligheden som stabil og givet, baseret på konventionelt accepteret viden, naiv mimesistænkning med forveksling af naturalisme med natur og en anstrengt usynliggørelse af de kunstneriske virkemidler. Som stil i mere tidløs forstand må N betegnes som et kunstgreb på linje med andre ‘ismer’, med en særlig ikke-idealiseret virkelighedsfortolkning, hvor subjektet ses i kontekst af en socialt accepteret virkelighed, og nøgleord er troværdighed og sandsynlighed. Mens den naturalistiske stil for længst har overladt nøjagtig miljøbeskrivelse til film og tv og opgivet et snævert sprogideal, har den naturalistiske spillestil som psykologisk realisme med et facetteret karakterportræt som mål konsolideret sig gennem 1900-tallet. Det skyldes ikke mindst indflydelsen fra Stanislavskij-systemet og dets amerikanske aflægger Lee Strasbergskitchen-acting både på teater, film og tv.

Bibliografi: Bergman, G M Den moderna Teaterns Genombrott 1966; Ludvigsen, C Moderne teaterproblemer 1964; Stounbjerg, P ‘Tilforladelighed og underliggørelse. Om realismen’ i Iversen, S Om som om – realisme i teori og nyere kunst 2002.