symbolisme

Symbolisme. Stanislavskijs iscenesættelse af uropførelsen af Maeterlincks Den blå fugl 1908 i Moskva.

.

Symbolisme, voksede frem i Frankrig i 1890'erne som en reaktion mod naturalisme, som den dyrkedes på fx André Antoines Théâtre Libre. Symbolisterne var inspireret af Richard Wagner og hans tanker om et Gesamtkunstwerk, der smeltede kunstarterne sammen i en mystisk syntese. Stéphane Mallarmé anbefalede digterne at skabe et totalkunstværk, der gav lyrikken den forrang, som Wagner havde givet musikken. Symbolisterne, hvis dramaer erstattede ydre konflikt med mental krise og drøm, ønskede at overføre la poésie pure (den rene poesi) til scenen, men interesserede sig også for ikke-litterære teaterformer som japansk , skyggespil, commedia dell’arte, marionetteater og pantomime.

Mallarmé brugte udtrykket drame dans un fauteuil (lænestolsdrama) og pegede dermed på læsedramaet som idealet. Teatret var i hans øjne et forstyrrende mellemled mellem digter og modtager, der skulle have lov til uforstyrret at danne sine egne billeder. Til trods for den modvillige holdning til teater, der prægede store dele af den æstetiske bevægelse, fik symbolisterne 1892 med Aurélien Lugné-Poës Théâtre de l’ Oeuvre en scene og med Maurice Maeterlinck en betydelig dramatiker. Det symbolistiske teater nåede aldrig ud til det brede publikum, men var forbeholdt en snæver kreds af æsteter.

S var ikke begrænset til Frankrig. Ibsens og Strindbergs sene dramatik øvede en ikke ringe indflydelse på det franske modernistiske teater, og blandt vigtige symbolistiske dramatikere uden for Frankrig kan nævnes William Butler Yeats, J M Synge, Leonid Andreev, Hugo von Hofmannsthal og Eugene O’Neill.

Bibliografi: Deak, F Symbolist Theatre. The Formation of an Avantgarde 1993; Knowles, D La réaction idéaliste au théâtre depuis 1890 1934; Robichez, J Le symbolisme au théâtre 1957.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig