William Blochs instruktørbog til Ibsens En Folkefjende 1883.

.

William Bloch, 1845-1926, dansk forfatter og instruktør, ansat ved Det Kongelige Teater 1881-93 og 1899-1909. Med B indførtes naturalismen på teatret, og realismen, som Frd. Høedt i sin instruktørtid på Det Kongelige Teater 1858-64 havde forberedt under stor modstand fra primært Johanne Luise Heiberg, blev tilsat en psykologisk spillestil i den virkelighedstro gengivelse. B udvidede antallet af forestillings prøver fra ca. fem til ca. 20 og tilvejebragte herved en fornem ensemblekunst. Personinstruktionen, der tidligere blot bestod i angivelse af passende ind- og udgange, var hos B gennemarbejdet og logisk begrundet gennem scene arrangementet. Det var især lystspillet, der passede til hans temperament, men som teatrets 1. instruktør iscenesatte han også det seriøse repertoire, bl.a. Ibsen. Stor succes blev således En folkefjende 1883, mens han i Ibsens senere skuespil ikke evnede at virkeliggøre symbolikken. B forlod Det Kongelige Teater i 1893, træt af intriger og klikevæsen, hvor Emil Poulsen, Fru Heibergs elev og teatrets mest dominerende skuespiller, som hans argeste modstander til stadighed advokerede for sig selv som en bedre instruktør. Han anså B, som ikke var skuespilleruddannet, for at være en udefrakommende ‘dilettant’, og han latterliggjorde hans endeløse prøvetid. Da Einar Christiansen i 1899 blev teatrets chef, vendte B imidlertid tilbage, og i denne periode skabte han en epokegørende fornyelse af Holberg indsat i en naturalistisk ramme. Ved at flytte handlingen fra samtiden til 1720'erne gjorde han Holberg logisk og befolkede scenen med statister, der skabte liv i gadebilledet. Hans opsætninger banede vej for et nyt Holbergsyn, der langt op i 1900-tallet påvirkede instruktører. Svagheden i Bs instruktion var hans mangel på lidenskab og alt for detaljerede scenebilleder, der ofte skyggede for skuespillerens kunst. G. m. Anna B.

Iscenesættelse: Et Eventyr i Rosenborg Have 1882; Der var engang – 1887; Fruentimmerskolen 1887; Aladdin 1890; Den kære Familie 1892; Mester Gert Westphaler 1900; Jeppe paa Bjerget 1903; Den gamle Præst 1904; Hexeri eller blind Alarm 1905; Den politiske Kandestøber 1907.

Dramatiske værker: Consequenser 1879; Frøken Nelly 1887.

Bibliografi: Nathansen, H William Bloch 1928; Normann, I C Holberg paa Teatret 1919 & ‘William Bloch på Scenen’ i Teatret 1939; Wiingaard, J William Bloch og Holberg 1966.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig