Personinstruktion, samarbejdet mellem instruktøren og den enkelte skuespiller om udformningen af dennes rolle. En god instruktør er god til både P og til at skabe det samlede scenebillede og det samlede bevægelsesmønster. Men sådan er virkeligheden ikke altid. Der findes instruktører, som lægger hovedvægten på en intens P, og der er andre, som lægger hovedvægten på det samlede sceniske udtryk. Og forskellige forestillinger stiller også forskellige krav.

P foregår ved samtaler mellem instruktør og skuespiller under prøverne om rollens situation, dens psykologi, dens motivationer, dens reaktioner på andre roller etc. Instruktøren fortolker og forklarer, og skuespilleren afprøver. Nogle instruktører bruger også for-spil, hvor de går bevægelsesmønstret og reaktionerne igennem og viser skuespilleren det. Samarbejdet mellem skuespiller og instruktør er på en og samme gang professionelt og yderst personligt. Det handler både om at instruere og om at vække skuespillerens skabende kræfter. Det handler dermed om at skabe den rette stemning og fortrolighed. Der er stor forskel på, hvordan den enkelte skuespiller instrueres bedst. Nogle arbejder fra starten af prøverne meget selvstændigt, andre skal have skabt trygge rammer, før de selv spiller ud. Hvis P skal fungere, skal den være meget sensitiv i forhold til den enkelte skuespiller.

Historisk set fik P stor betydning, da man forlod de faste rolletyper, dvs. med realistiske og naturalistiske krav til scenekunsten. En instruktør som Sam Besekow var en udpræget personinstruktør med en lydhørhed og psykologisk indfølingsevne i forhold til sine skuespillere, mens fx Kirsten Dehlholm mere arbejder i samlede sceniske billeder, hvor spillerne bevæges rundt som brikker i et spil.

Bibliografi: Cole, T & Chinoy, H K Directors on Directing 1963; Nybo, M Magiske øjeblikke. 15 samtaler om teater 2003; Vestin, M Instruktion – kreativitet og ledelse 2002.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig