Det Kongelige Teater og Komediehuset. De to teatre, som i folkemunde gik under tilnavnet De To Søstre, fotograferet under byggeperioden i 1874.

.

Det Kongelige Teaters Gamle Scene.

.

Det Kongelige Teaters Nye Scene, Stærekassen. Foyeren.

.

Operaen.

.

Skuespilhuset på Kvæsthusbroen.

.

Det Kongelige Teater, Danmarks nationalteater, hvis lovfæstede opgave det er ‘uden ensidighed at producere et repertoire af høj kunstnerisk kvalitet inden for ballet, opera og skuespil’, samt uddanne balletdansere og operasangere. De første planer for et dansk nationalteater blev lagt i forbindelse med Frederik Vs tronbestigelse 1746, da musikeren Carl August Thielo fik et kongeligt privilegium, som gav ham tilladelse til at opføre skuespil på dansk med en nydannet skuespillertrup, hvis medlemmer hovedsagelig var studenter fra Kbh.s Universitet. Truppen startede 1747 sin virksomhed med opførelsen af Holbergs Den politiske kandestøber i Bergs Hus i Læderstræde. Uenigheder med Thielo fik imidlertid skuespillerne til at ansøge kongen om selv at måtte stå for teatervirksomheden, som, indtil økonomien omkring byggeriet af et nyt teater var bragt i orden, skulle finde sted i en militær magasinbygning, Giethuset, også kaldet Tjærehuset, på Kgs. Nytorv. Den kongelige tilladelse blev givet, og med et byggelån fra Kbh.s magistrat kunne den kongelige hofbygmester Nicolai Eigtved gå i gang.

Det danske Komediehus blev indviet den 18.12.1748, og efter en årrække med skiftende ejerforhold og usikker økonomi overtog Christian VII i 1772 definitivt driften af det teater, som først herefter fik navnet Den kongelige danske Skueplads. Formelt og reelt var teatret på Kgs. Nytorv 1772-1849 et hofteater med offentlig adgang. Det blev ledet af kongen gennem en af ham udnævnt chef – oftest hofmarskallen – med et direktorat af tre litteraturog/eller finanskyndige mænd. Eigtveds hurtigt opførte lille palæ med ca. 800 pladser havde så mange mangler, at en omfattende ombygning og udvidelse hurtigt blev nødvendig. Den blev gennemført fra 1774 af arkitekten C F Harsdorff, samtidig med at teatret blev en multikunstnerisk scene med fire kunstarter under samme tag. De første sæsoner bestod repertoiret væsentligst af Holberg og Molière samt turnerende italienske operatrupper. I forbindelse med gæstespillene rykkede kongens musikere 1752 ind på teatret, og fra 1770 blev kapellet fast kongeligt teaterorkester. Det lille kunstnerpersonale på 15 mere end fordobledes i de følgende årtier og suppleredes af et operakor og et balletensemble. Teatrets ambitioner var dog ikke at kopiere den italienske opera, men tværtimod at skabe en national musikdramatik. J H Wessels parodi på klassisk fransk tragedie og italiensk opera seria, Kærlighed uden strømper 1772, var på mange måder karakteristisk for denne holdning og for et teater, hvor skuespillerne helst skulle kunne synge og danse, og hvor sangerne var ansat som en del af skuespilpersonalet. 1775 engagerede teatret italieneren Vincenzo Galeotti som balletmester, og hans store handlingsballetter prægede repertoiret indtil begyndelsen af 1800-tallet. Forudsætningen for Det Kongelige Teaters kunstneriske udvikling hen imod 1800-tallets ‘guldalder’ var dog skolerne. Den ældste er balletskolen, hvis historie går tilbage til 1756, da teatrets italienske balletmester, Antonio Como begyndte at undervise teaterinteresserede unge i dans. Dette beskedne korps blev siden grundstammen i den skole, som franskmanden Pierre Laurent oprettede på teatret 1771. To år senere fulgte oprettelsen af operaskolen, som eksisterede indtil 1956, da Opera Akademiet blev oprettet under fælles ledelse af Det Kongelige Teater og Det Kongelige Danske Musikkonservatorium. Skuespillet måtte – bortset fra en kort periode 1804-16 – vente på en elevskole (Det Kongelige teaters Elevskole) indtil 1886. Gennem mere end to årh. havde adskillige af nationalscenens førende skuespillere i stedet trådt deres børnesko på balletskolen. Elevskolen eksisterede indtil 1968, hvor dens opgaver blev overtaget af Statens Teaterskole.

Repertoiret i 1800-tallet var præget af den særlige danske biedermeier-romantik, som udfoldedes i værker som Oehlenschlägers nordiske tragedier, Johan Ludvig Heibergs diskret samfundskritiske vaudeviller, Henrik Hertz’ poetiske lystspil og frodige komedier, som alle på forskellig vis tog hensyn til, at alle teatrets kunstarter helst skulle i ilden hver aften. August Bournonville, som blev leder af Den Kgl. Ballet i 1830, var en toneangivende personlighed, der i sin indsats rettede sig mod alle teatrets kunstarter, samtidig med at han blev én af teatrets første moderne iscenesættere og en indflydelsesrig rådgiver i forbindelse med udformningen af Det Kongelige Teaters nuværende Gamle Scene.

Teaterchefer siden 1849
1849-56 Johan Ludvig Heiberg (1791-1860)
1856-57 Niels Vinding Dorph (1783-1858) m. Harald Constantin Christensen (1823-92)
1858-59 Johannes Carsten Hauch (1790-1872) m. Harald Constantin Christensen (1823-92)
1864-66 Rudolph Heinrich Carl Conrad Kranold (1819-89), kst. chef
1894-1908 Christian Conrad Sophus Danneskiold-Samsøe (1836-1908)
1909-13 Andreas Peter Weis (1851-1935), kst. chef
1938-47 Cai Hegermann-Lindencrone (1881-1947)
1975-80 Henning Rohde (1910-97)
1989-92 Boel Jørgensen (f. 1942)
1857 Harald Constantin Christensen (1823-92)
1859-1864 Frederik Ferdinand von Tillich (1801-89)
1864-76 Andreas Conrad Putscher Linde (1814-88), kst. chef m. Freund Jakob Gottlob Berner (1823-1914), kst. intendant.
1876-1894 Morten Edvard Fallesen (1817-94)
1908-09 Einar Christiansen (1861-1939)
1913-24 Frands Axel Vilhelm Brockenhuus-Schack (1863-1948), kst. chef
1924-30 William Good Norrie (1866-1946), adm. dir.
1930-31 Adam Poulsen (1879-1969), adm. dir.
1931-38 Andreas Møller (1882-1954)
1947-66 Henning Andreas Brøndsted (1897-1978) 1955-61 m. Henning Rohde, (1910-97) som viceteaterchef
1966-1975 Peer Gregaard (1913-98)
1980-89 Henrik Bering Lisberg (f. 1940)
1992-2008 Michael Christiansen (f. 1945)

På trods af den gennemgribende ændring af Det Kongelige Teaters ledelsesforhold, som 1849 fulgte med den frie forfatning, beholdt teatret prædikatet kongeligt. Majestæten fik fortsat ret til at benytte den kongelige loge, kavaler- og hofdamelogen samt til ved særlige lejligheder at disponere over hele teatret, men havde i øvrigt intet med ledelsen at gøre. En direktør blev i stedet gjort eneansvarlig for driften. I realiteten har dog kun Heiberg i perioden 1849-56 og Edvard Fallesen 1876-94 været helt enerådende. Det almindeligste har været en teaterchef med en fortid i statsadministrationen suppleret med diverse økonomiske og kunstneriske souschefer. Da Det Kongelige Teater 1935 blev omfattet af en særlig lov, som bl.a. pålagde teatret en landsdækkende turnévirksomhed, fik det samtidig et af Folketinget nedsat tilsynsråd til løbende kontrol af økonomi og drift. Denne politiske kontrolinstans eksisterede indtil 1991, hvor en ændring af teaterloven i stedet gjorde Det Kongelige Teater til en statslig virksomhed med en bestyrelse på 8 medlemmer udpeget af kulturministeren.

Den nedslidte bygning på Kgs. Nytorv fik fra midten af 1800-tallet svært ved at konkurrere med de nye, veludstyrede privatteatre, som skød frem i hastig rækkefølge, og efter forskellige lapperier og endeløse politiske diskussioner om berettigelsen af et statsfinansieret teater besluttede man at rive Harsdorffs gamle teater ned for på nabogrunden at opføre den nuværende Gamle Scene. Vilhelm Dahlerup og Ove Petersens teaterbygning var dog på mange måder forældet allerede ved indvielsen 1874. Den var udformet som et traditionelt operahus med skråtstillet scenegulv og et usmidigt system af faste kulisser og derfor slet ikke egnet til det intime dagligstuedrama, som var ved at afløse den foregående periodes farverige, eksotiske panoramaer. Ikke desto mindre var det her, Ibsen havde urpremiere på Et dukkehjem 1879. Den naturalistiske tradition, som her blev grundlagt, holdt et langt stykke ind i 1900-tallet. Med Lov om Theaterdrift i Kjøbenhavn fra 1889 blev det monopol, Det Kongelige Teater siden 1750 havde haft på opførelser af skuespil i hovedstaden, ophævet, og 1900-tallets første årtier var mere præget af bevarelse af traditioner end af fornyelse. Skuespillerne kunne stadig være sangere og sangerne skuespillere. Carl Nielsens Maskarade 1906 var fx ikke blot opera bygget over Holbergs komedie, men også et værk, hvor sangere, skuespillere og dansere alle kunne medvirke. Og mødtes kunstarterne ikke i den enkelte forestilling, vedblev de helt til begyndelsen af 1960'erne at indgå i repertoirets mange sammensatte teateraftener.

I forlængelse af kritikken af den nye teaterbygning, som var for lille til at rumme prøvesale, værksteder og magasiner, og hvor scenen var for stor til tidens dramatik, blev der allerede i 1890'erne stillet krav om en adskillelse af kunstarterne. Siden er en række projekter til etablering af en særskilt talescene blevet vendt og drejet af politikerne. Løsningen blev i første omgang et kompromis af den slags, som skaber flere problemer end det løser. I forbindelse med beslutningen om at opføre et radiohus i Tordenskjoldsgade som nabo til Det Kongelige Teater, vedtog Folketinget 1930 en lov om dobbeltscenedrift, som uden videre gjorde teatrets nye talescene til en del af radiohuset. Bygningen, der er tegnet af Holger Jacobsen, kunne i realiteten kun tilbyde en koncertsal med tilhørende scene, men hverken frastillingsplads, prøverum eller magasiner. Scenen, som folkeviddet døbte Stærekassen, blev taget i brug 1931, men opgivet igen 1933. Da et nyt og større radiohus stod færdigt 1945, blev Stærekassen under betegnelsen Nye Scene atter overladt til nationalscenen, men først efter en del ombygninger blev den fra 1957 regelmæssigt inddraget i driften. De første sæsoner var der ligelig fordeling af kunstarterne mellem scenerne, hvilket betød et øget antal opera- og balletforestillinger. En ombygning af orkestergraven og bagscenen til Gamle Scene 1983-86 gav denne status som opera- og balletscene, mens Stærekassen siden 1992 har været ren skuespilscene, suppleret med forskellige mindre scener ude i byen. Det Kongelige Teaters første intimscene, Comediehuset, åbnede 1970 i et eksisterende teaterlokale på hjørnet af Ny Østergade og Christian IXs gade, fra 1981 afløst af Gråbrødrescenen i Niels Hemmingsens Gade, 1993 af Baron Boltens gård i Gothersgade og 1997-2007 af det gamle elværk i Adelgade, hvor Det Kongelige Teater indrettede Turbinehallerne til teaterformål. Balancen mellem tradition og fornyelse har altid været nationalscenens vilkår og udfordring. Klassikerne har i den forbindelse ofte været springbræt for fornyelsen. Ligesom William Blochs naturalisme i 1900-tallets første årti fornyede Holberg, viste fx Johannes Poulsen helt nye veje med den første danske iscenesættelse af Shakespeares Stormen i Kay Nielsens ikke-naturalistiske scenografi 1926, samme år som den engelske reformator, Edward Gordon Craig gæstede teatret med en abstrakt opsætning af Ibsens Kongsemnerne. Balletten søgte også fornyelsen i det fremmede med nogle af Diaghilev-ballettens mest fremtrædende navne som gæster, men den virkelige fornyelse kom indefra, da Harald Lander 1932 blev balletmester og i de følgende knap tyve år – med skyldig hensyntagen til arven fra Bournonville – ændrede dansernes træningsgrundlag i retning af russisk-akademisk teknik og skabte et helt nyt repertoire. Skuespilscenen blev i 1930'erne og 1940'ernes krigsår præget af en helt ny generation af danske dramatikere med Holger Gabrielsen som førende iscenesætter og etablerede skuespillere som Bodil Ipsen i bl.a. Kaj Munks Diktatorinden 1938 og Poul Reumert i Munks En Idealist 1939, Clara Pontoppidan som Kjeld Abells Anna Sophie Hedvig 1939 og Johannes Meyer i Soyas Parasitterne 1945, mens den yngre generation med Karin Nellemose, Bodil Kjer, Ebbe Rode og Mogens Wieth kom til at præge 1950'ernes satsning på udenlandske dramatikere som Jean Anouilh, Jean-Paul Sartre, Thornton Wilder og Tennessee Williams. Samtidig søgte operaen i disse år også nye veje med bl.a. Porgy and Bess 1943 af Dubose Heyward, George og Ira Gershwin og ikke mindst Gilbert & Sullivan-operetten Den gode fregat Pinafore 1955 med et blandet ensemble af sangere og skuespillere, og med en succes uden fortilfælde for Jørgen Reenberg i Admiralens rolle. Ernst Bruun OlsensTeenagerlove introducerede 1962 musicalen på Det Kongelige Teater med Henning Moritzen i rollen som pop-idolet Billy Jack, og det blev også Bruun Olsen, der trak de lange linjer op i Holbergskuespillet Den poetiske raptus 1976 med Erik Mørk i komediedigterens rolle og Ghita Nørby som Mme Montaigu.

Efter 1960'ernes og 1970'ernes dominans af angloamerikanske dramatikere som Harold Pinter, Arthur Miller og Edward Albee vendte de skandinaviske temaer tilbage til teatret med P.O. Enquists modbillede af den danske guldalder i Fra regnormenes liv 1981, en række af Lars Noréns psykologiske dybdeboringer i familielivet, samt bl.a. Jess Ørnsbos billede af besættelsestiden i De forkerte 1993. Nedlæggelsen af teatrets elevskole 1968 blev indirekte begyndelsen til afviklingen af Det Kongelige Teaters ensemble af skuespillere i faste pensionsgivende stillinger. Samtidig er det traditionelle repertoireteater med mange forestillinger at skifte imellem blevet afløst af forestillinger spillet i blokke. Nationalscenens traditioner er i det hele taget blevet kigget grundigt efter i sømmene, bl.a. i takt med, at en ny generation af instruktører gjorde sin entré på teatret. Peter Langdal pillede fx ikke så lidt ved romantikken i Holger Drachmanns eventyrkomedie Der var engang – 1988 med Søren Pilmark og Per Pallesen i hovedrollerne, mens Klaus Hoffmeyer stod for en overrumplende moderne udgave af Oehlenschlägers Kjartan og Gudrun 1993 og Henrik Sartou 2004 fik helt nye takter frem i Heibergs De Nygifte og Nei.

Operaen og balletten har de seneste årtier i stigende grad været præget af internationalisering, og på trods af de tilknyttede uddannelsesinstitutioner er ensemblerne her heller ikke så faste, som de har været. Kunstnerne er i mange tilfælde engageret fra opgave til opgave. De traditionelle bånd mellem Det Kongelige Teaters fire kunstarter er efterhånden også tyndslidte. De seneste samarbejdsforestillinger, bl.a. H.C. Andersen-festforestillingen Peberrods Suppe og fyldt Kaalhoved 2005, er kun blevet ved tilløbet. Efter et kvart årtusind på Kgs. Nytorv er Det Kongelige Teater desuden på vej væk. En konkurrence om et nyt teaterhus til erstatning for Stærekassen, udskrevet 1995, satte gang i den aldrig afsluttede debat om, hvorvidt skuespil, opera og ballet fortsat burde dele hus. Efter at et bredt politisk forlig 1999 havde skabt grundlag for et nyt skuespilhus, tog skibsreder Mærsk Mc-Kinney Møller i realiteten beslutningen om en adskillelse for politikerne ved i 2000 at donere en ny operabygning på Holmen, Operaen, tegnet af Henning Larsen og indviet 2005. Dette førte til udskrivelse af endnu en arkitektkonkurrence, denne gang om et nyt skuespilhus ved Kvæsthusbroen. Denne konkurrence blev vundet af arkitekterne Boje Lundgaard og Lene Tranberg med et projekt, hvor bygningens 3 scener delvis kommer til at svæve på pæle over vandet. Dette nye skuespilhus vil få 650 pladser på store scene, men efter de foreløbige planer skal Gamle Scene fortsat huse alle nationalscenens kunstarter. Operaen på Holmen skal dog være den primære opera- og balletscene, men for at udnytte en overkapacitet har bygningen siden åbningen desuden fungeret som multikulturelt kulturhus med rockkoncerter, modeshows, prisoverrækkelser m.m. Efter indvielsen af det nye skuespilhus 2008 vil det vise sig, om Det Kongelige Teater i det lange løb kan få den fysiske adskillelse af kunstarterne til stadig at fungere som en kunstnerisk og administrativ enhed. Se også Akropolistæppet; Frank Castorf; Danmark; Friedrich Dürrenmatt; Per Olov Enquist; Film og teater; Johan Ludvig Heiberg; Ludvig Holberg; Ingenue; Komediehuset; Lærestykker; Mad på scenen; Maskerade; Molière; Naturalisme; Ernst Bruun Olsen; Eugene O’Neill; Johannes Poulsen; Þjóðleikhúsid; Radio Drama; Rammehandling; Rød lygte; Scenografi; August Strindberg; Teaterfotografi; Jess Ørnsbo.

Teaterpriser: Danmarks Teaterforeninger, Jeppe-prisen, Reumert-Prisen (Årets forestilling, Årets opera, Årets danseforestilling).

Bibliografi: Aumont, A & Collin, E Det danske Nationalteater 1748-1889 1896-1900; Engberg, J Det Kongelige Teater i 250 år: til hver mands nytte 1998; Friis, N Det Kongelige Teater 1943; Leicht, G & Hallar, M Det kongelige Teaters repertoire 1889-1975 1977; Neiiendam, R Teatret paa Kongens Nytorv 1748-1948 1948; Overskou, T Den danske Skueplads i dens historie fra de første spor af danske Skuespil indtil vor Tid 1854-64; Rask, E Trolden med de tre hoveder 1980.

Eksternt link:

www.kglteater.dk

Scener
Komediehuset på Kongens Nytorv/Den danske Skueplads
1748, ca. 800 tilskuerpladser
1773-74: Teatret ombygges og udvides til ca. 1200 tilskuerpladser.
1792: To karakteristiske afstigningspavilloner med tilkørsler opføres på facaden
1855: Pladsernes antal udvides til 1370
1874: sidste forestilling
Det Kongelige Teater/Gamle Scene
1874, 1638 tilskuerpladser.
1930: scenen ombygges, fast drejescene installeres, de »skrå brædder« erstattes af vandret scenegulv
1941: tilskuerpladsernes antal reduceres til ca.1500.
1983-85: Omfattende ombygning af arealerne bag publikumsafdelingen.
I ombygningsperioden spilles der primært i Tivolis Koncertsal
Nye Scene/Stærekassen
1931, 1200 tilskuerpladser. Bruges både som Radiofoni- og talescene.
1933 foreløbig sidste teateropførelse.
1945 Det Kongelige Teater overtager huset.
1956 orkestergraven udvides.
2001-02 større ombygning og restaurering, herefter 450 pladser
2007 sidste forestilling
Comediehuset »Lille Scene« Ny Østergade 25, Kbh. K.
1970-1985 – midlertidigt lukket 1981-83, endeligt lukket 1986. 35-75 pladser.
Gråbrødrescenen, Kvindernes Bygning, Niels Hemmingsensgade 10, Kbh. K.
1981-1991, 175-200 pladser
(Baron) Bolten, Gothersgade 8, Kbh. K.
1993-1997, ca. 150 pladser
Turbinehallerne Adelgade 10, Kbh. K.
1997-2008, Store Turbinehal (indtil 2003 kaldet Turbinehallen), max. 350 pladser, Lille Turbinehal (indtil 2003 kaldet Omformerhallen), max. 160 pladser
Operaen på Holmen
2005, 1492-1703 pladser.
Takkelloftet, Operaen.
2005, max. 180 pladser.
Skuespilhuset, Kvæsthusbroen
2008, ca. 650 pladser i hovedsalen, ca. 250 i en mindre, fleksibel sal og ca. 80-100 i en prøvesal/intimscene.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig