ingenue

Ingenue, fr. fem. ingénue af ingénu af lat. ingenuus ‘naturlig’. Betegnelse for naiv, uskyldig ung pige, barnekvinde, og især teaterroller af den karakter. På teatret er idealtypen Agnès i Molières Fruentimmerskolen 1662 naiv, uskyldig, uerfaren, barnlig koket, på tærsklen til at springe ud som kvinde. Rollen prægedes selvsagt både af dramatikeren, dens fremstillere og de skiftende tiders kvindeidealer, og ligesom det hører til i rollefag, kunne figuren også spilles af ældre skuespillere. I Danmark blev vaudeville-I populær fra 1820'erne og frem. Modellen var Johan Ludvig Heibergs Trine Rar i Aprilsnarrene 1826, skrevet til Johanne Luise Pätges (senere Johanne Luise Heiberg). Hun repræsenterede den dannede pige og spæde kvinde, frem for barnet – uskylden uantastet.

Det moderne gennembruds drama og teater underminerede I-rollen, ligesom de øvrige klassiske rollefag. Bjørnstjerne Bjørnson viste med Signe i En Fallit 1875 et vrangbillede af 1800-tallets I, mens Ibsen med Nora i Et dukkehjem 1879 fulgte Is skæbne i ægteskabet. En ny opfattelse af barndom og pubertet medførte, at det barnlige og det kvindelige blev skilt ad. Anna Bloch udførte i 1888 tidstypisk en durkdreven, tøset og ganske ukvindelig Trine Rar, mens Betty Hennings som Hedvig i Ibsens Vildanden 1884 loyalt understregede pubertetspigen, der er tragisk fastlåst i barndommen. Et nyt uskyldsideal: en sensitiv, usentimental og helt uspoleret ung kvinde gør samtidig sin entré på scenen, fx inkarneret i Anna Larssens skikkelse.

Selvom I er forsvundet som rollefag, er der stadig reminiscenser af 1800-tallets borgerlige ungpigeideal langt op i 1900-tallet, ikke mindst takket være filmen, fx i den danske folkekomedie. Lolita-figuren, den seksuelt udfordrende pubertetspige, derimod, kan opfattes som 1900-tallets negation af rollefaget.

Bibliografi: Andersen, E Den bristende uskyld 1986.