Per Olov Enquist. Tribadernes nat på Det Kongelige Teater 1976. F.v. Astrid Villaume som Marie David, Erik Mørk som Strindberg og Birgitte Price som Siri von Essen.

.

Per Olov Enquist, f. 1934, svensk dramatiker og forfatter. Har udviklet en særlig forening af fiktion og dokumentarisme, som er blevet karakteristisk for de fleste af hans skuespil og flere af hans litterære værker. Ved at placere virkelige historiske berømtheder – ofte kendte kulturpersoner – i en delvis opdigtet situation, belyses moralske konflikter og uvisheden om, hvad der er sandhed og fiktion, bliver et grundlæggende tema for forfatterskabet. Personerne afklædes således deres livsløgne for at konfronteres med deres inderste smertepunkter. E slog igennem som dramatiker med skuespillet Tribadernas Natt Dramaten 1975 (Tribadernes Nat Det Kongelige Teater Comediehuset 1976, Gl. Sc. 1977) om Strindberg, hans kone Siri von Essen og skuespilleren Marie David. Stykket er senere oversat til ca. tyve sprog. Herefter har E skrevet en lang række succesfulde skuespil, som Till Fedra (Til Fædra Det Kongelige Teater 1980 i Lone Bastholms instruktion) og Från regnormarnas liv (Fra regnormenes liv Det Kongelige Teater 1981) om H.C. Andersen og Fru Heiberg i Klaus Hoffmeyers instruktion. Sammen med Tribadernes Nat blev de udgivet under betegnelsen En Triptyk 1981, tre stykker som alle udforsker kærlighedens og ægteskabets vilkår. Også Bildmakarna Dramaten 1998 (Billedmagerne Betty Nansen Teatret 1998) om Selma Lagerlöf hører til et af Es hyppigt spillede skuespil. Systrar (Søstrene 2000) baseret på Tjekhovs Tre Søstre fra 1901 havde urpremiere på Betty Nansen Teatret. Var gift med Lone Bastholm og bosiddende i Kbh. 1980-93. Se også Johan Ludvig Heiberg; Johanne Luise Heiberg.

Dramatiske værker: I lodjurets timma Dramaten 1988; Tupilak 1993; Magisk Cirkel 1994; Strindberg. Et Liv 1985; Hamsun 1996; (Blanche og Marie Betty Nansen Teatret 2006).

Teaterpriser: Wilhelm Hansen Fondens Hæderspris.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig