Privatteater, teater, som har privat ejerskab og hvor det er muligt at opnå privat fortjeneste. Begrebet anvendes i Danmark om teatre, der ikke modtager offentlig støtte, idet man dog gerne overser, at sådanne teatre, som fx Privat Teatret, ofte modtager et indirekte tilskud gennem deltagelse i en offentligt finansieret abonnements- eller refusionsordning.

P-begrebet erstatter omkring 1885 begrebet sekondteater. Inden offentlig teaterstøtte blev udbredt, var i princippet alle teatre bortset fra Det Kongelige Teater privatteatre, hvilket også kommer til udtryk i Justitsministeriets to betænkninger om Ps forhold fra hhv. 1941 og 1952.

I den store teatergalskabs tid dækkede begrebet P dog dilettantklubber, der uden offentligt billetsalg opførte skuespil med amatører; ‘private personer’. Den mest ansete af disse var Borups Selskab. Men også i de højere kredse dyrkedes P: den teater- og især skuespillerindeforgabte grev Danneskiold-Laurvig etablerede i 1760 de første (kendte) privatteaterforestillinger i festsalen på Christiansborg, hvor Charlotta Dorothea Biehl forestod opsætningen af følsomme franske lystspil med en række medlemmer af aristokratiet.

Bibliografi: Betænkninger angående Privatteatrenes Forhold 1941/52.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig