teaterloven

Teaterloven, er en lov fra 1990, der regulerer den offentlige støtte til teatre dels som produktionsstøtte og dels som afsætningsstøtte (bl.a. abonnementsordning). Teaterlovgivning bestod oprindelig i at styre den ‘farlige’ teaterdrift og holde den inden for faste, kontrollerbare rammer. I Danmark var der lovgivning om teater censur indtil 1954 til trods for Grundlovens bestemmelser om ytringsfrihed; der var lovgivning om forlystelsesafgift, som imidlertid blev ophævet i 1950 for teatre, som ikke var serveringsteatre; og man skulle have teatertilladelse (bevilling) af ministeriet frem til 1970 for at opføre teaterforestillinger offentligt. I årene 1970-91 var bevillingssystemet erstattet af, at man skulle have tilladelse fra den lokale politimester for at spille teater! Det skulle sandelig ikke være for let. Der var styr på, hvem der spillede, hvad der blev spillet, og teater blev betragtet som en forlystelse og var derfor et beskatningsobjekt. Lovgivningen var en begrænsnings- og kontrollovgivning. Når forlystelsesafgiften for teatre uden servering på tilskuerpladserne blev ophævet i 1950, hang det sammen med, at det ikke længere var muligt at få såkaldt seriøs teaterdrift til at løbe rundt økonomisk gennem billetindtægterne alene. Man kan se en lige linje herfra og frem til den første teaterlov i 1963, der installerede en offentlig støtte for teatre.

Det Kongelige Teater var frem til 1990 reguleret af sin egen lov fra 1935, der fastslog, at teatret var en statsinstitution med visse nationale og alsidige formål, og at det fik statstilskud. Men også Det Kongelige Teater blev kontrolleret. Dels var teatret omfattet af teatercensuren, dels blev teaterchefen kongelig udnævnt, dvs. ansat af regeringen, og dels havde teatret et kontrolorgan, et tilsynsråd, som bestod af folketingsmedlemmer, der skulle følge og kontrollere teatret, både økonomisk og repertoiremæssigt. Den teaterlovgivning, der udviklede sig i Danmark fra 1963, tog form af en tilskudslovgivning. Man kan sige, at i stedet for teatercensur var der nu nogen, der tog stilling til, hvilke teatre der kunne få andel i den nødvendige offentlige støtte. Økonomien blev en helt afgørende styring, herunder den del af økonomien, der blev leveret af offentlige kasser. Teaterlovgivningen blev også en animeringslovgivning. Allerede i den første teaterlov blev 50 %-50 %- (fifty-fifty-) princippet indført for landsdelsscenerne i Odense, Århus og Aalborg. Der var her tale om støttemæssigt partnerskab mellem stat og hjemkommuner (1970-2006 amterne) om driften af disse teatre. Denne animering fra statslig side i forhold til kommuner og amter fortsatte frem gennem årene.

Med inddragelsen af flere og flere teatre under støtteordninger blev modkravet fra myndighederne formålsformuleringer, der lagde vægt på alsidighed, kvalitet, danskhed og genremæssig bredde. Alsidighedskravet, som stadig eksisterer, var det særlig intrikate, fordi det reducerede teater til en kulturformidlingsinstitution. Man kan ikke producere kunst under et alsidighedskrav. Kunst er ensidig. Men man kan godt drive et folkebibliotek alsidigt. Alsidighedskravet til teatre fører til, at én måde, nemlig evnen til at lægge repertoire som en smørrebrødsseddel, blev gjort til den dominerende måde at lave teater på. En anden modydelse for den offentlige støtte var, at lokalpolitikere kom til at udgøre flertallet i alle de større teaterinstitutioners bestyrelser. Styringen af teatrene fik paralleller til den måde, man styrede andre servicevirksomheder i velfærdsstaten på, fx vand- og elforsyningen. Vi fik altså en offentlig teaterforsyning.

I rask fart blev en række lovændringer gennemført i årene 1973-79, der etablerede og inkorporerede en række institutioner i teaterloven: landsdækkende abonnementsordning fra 1975, Den Storkøbenhavnske Landsdelsscene fra 1976, Det Rejsende Landsteater fra 1977, egnsteatre og Det Rejsende Børneteater og Opsøgende Teater (RBOT) samt købsrefusion på børneteaterforestillinger fra 1980. I alle tilfælde var der tale om delt finansiering mellem stat og amter/kommuner. Problemet med den animering, som lå i et system, hvor staten doblede op på kommuners og amters teaterpolitiske indsatser, viste sig først senere ved, at statens teaterudgifter blev ustyrlige.

Det store brud i teaterlovgivningen i Danmark lå i 1990-91. Her bremsede staten op på sin involvering. Man kan tale om, at teaterlovgivningen gik fra ekspansion til kontraktion, fra udvidelse til sammentrækning. Eller man kan sige, at lovgivningen i de første år var inkluderende, mens den omkring 1990 skiftede til at blive ekskluderende, den skiftede fra at lukke ind til at lukke ude. Herefter blev stort set alle de ordninger, der byggede på fifty-fifty princippet ophævet. Statens bidrag til hovedparten af institutionerne blev løsgjort fra de kommunale og amtslige bidrag. Statens rolle som animator i teaterpolitikken blev opgivet. Den havde været for succesrig. Yderligere opbremsning fandt sted med lovrevisionen i 1996, hvor kravet om kunstnerisk kvalitet blev det sesamord, der skulle skille fårene fra bukkene. Med kommunalreformen fra 2007 nedlagdes amterne, og staten fik ansvaret for landsdelsscenerne, de store københavnske teatre (Københavns Teater), Det Danske Teater, Den Jyske Opera og Peter Schaufuss Balletten. Staten yder driftsstøtte og kulturministeren udpeger bestyrelserne. Alle større teatre, inkl. Det Kongelige Teater, er hermed blevet statsteatre. Delt finansiering (mellem stat og kommuner) har fortsat egnsteatre og små storbyteatre samt refusionsordningen vedr. institutioners køb af børneteaterforestillinger.

Teaterloven betegner såvel en optur som en nedtur. Når det er gået sådan, hænger det sammen med, at teatrets placering i offentligheden var ganske stærk i 1970'erne. Det var med til at sætte dagsordenen, kunstnerisk og kulturpolitisk. Denne centrale rolle spiller teatret sjældent i dag. Gennem lovudviklingen er dansk teater blevet institutionaliseret. Det er faste og stabile institutioner med ensartede formålsformuleringer, herunder krav om alsidighed, med ensartet sammensatte bestyrelser og med ensartet opfattelse af teatrets rolle, som er blevet de store støttemodtagere. Denne institutionalisering er dansk teaters største problem. For den betyder, at det bliver for stift, for ensartet og for forudsigeligt, sådan som det også ofte er tilfældet med andre institutionaliseringer i samfundet.

Bibliografi: Langsted, J Teaterlovgivning bd. 1-3, 1981-82 & ‘Fra ekspansion til kontraktion. Hovedtendenser i 25 års teaterlovgivning’ i Andersen, E & Lehmann, N Teaterlegeringer 1998; Teaterloven Betænkning nr. 1132, 1988; Egnsteatre. En rapport 1993; Egnsteatre i Danmark 1992. En oversigt 1993; Betænkning om Teaterstøtte i Danmark Betænkning nr. 1373, 1999.