Giethuset

Giethuset, af ty. giessen ‘støbe’, egentlig ‘Lille Giethus’, kanonstøberi på Kgs. Nytorv, som i 1700-tallet periodevis blev benyttet som teater. G kaldtes også Tjærehuset. Det lange, men ganske smalle hus anvendtes først af Frederik IVs franske hoftrup, før denne 1703 kunne rykke ind i Operahuset i Bredgade. Siden benyttedes det 1719-21 af Étienne Capion, i skiftende kompagniskab med Salomon von Quoten og Johann Carl von Eckenberg, som et forlystelsescentrum for maskerader, spil og spektakulært drama. Da lejemålet blev opsagt, fostrede Capion projektet om Lille Grønnegade teatret. G husede december 1747 til maj 1748 de danske aktører under direktør Carl August Thielos ledelse, da teaterdrift efter pietismen atter var mulig, men blev revet ned for at give plads for Nicolai Eigtveds nye komediehus, der åbnede december 1748. I mellemperioden spillede truppen i von Quotens gamle teater i St. Kongensgade. En sidste rest af et større G måtte 1872 vige for byggeriet af det nuværende Det Kongelige Teater.

Bibliografi: Elling, C ‘Teatrene i Lille Gæthus og i Tjærehuset’ i Historiske Meddelelser om København 3.r., 4, 1940-41; Langberg, H Kongens Teater. Komediehuset på Kongens Nytorv 1748-1774 1974; Roepsdorff, T Operahuset i København 1970.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig