farce

Farce. Franz Arnold og Ernst Bachs Stamherren med Jørgen Ryg og Tove Bang på ABC Teatret 1975.

.

Farce, fr., af lat. farcire ‘fylde’, ‘stoppe med fars’, spilleform, der kan føres tilbage til antikkens græske satyrspil og Plautus’ romerske komedier. Selve ordet stammer fra middelalderen, hvor farcer var små komiske optrin, situationsspil over dagligdags episoder med hårdt optrukken komik, som fyld i datidens ellers så alvorsfulde sakrale spil. Omrejsende trupper, som optrådte på markeder, benyttede sig af F ligesom den italienske commedia dell’arte, hvis brug af F fik indflydelse på Molières tidlige stykker. I 1600-tallets Frankrig holdt en række farceskuespillere en særlig farceteknik og -tradition i hævd. I det 18. og 19. årh. blev F i England og Amerika det lille komiske efterspil oven på fem-akts tragedien. Omkring år 1900 skrev Georges Feydeau en række helaftensfarcer, der ligesom det tyske forfatterpar Arnold og Bachs 20 farcer fra 1913-29 baserer sig på forvekslinger og erotiske forviklinger i et opskruet tempo og med en stakåndet dialog. Den bastante komik genfinder man i en række klovne- og varieténumre, hvorfra stumfilmfarcen har hentet inspiration. I sidste halvdel af 1900-tallet har den italienske teatermand Dario Fo brugt F som politisk redskab.

Bibliografi: Isherwood, R Farce and fantasy: popular entertainment in eighteenth century Paris 1986; Rey-Flaud, B La Farce ou la machine à rire: théorie d’un genre dramatique 1450-1550 1984.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig