Intima Teatern, 1907-10 i Stockholm, Sveriges første frie scene, startet af den dengang 24-årige provinsteaterdirektør August Falck i samarbejde med Strindberg. I 1906 havde Falck for første gang præsenteret Fröken Julie offentligt i Sverige, og Strindberg så nu en mulighed for at få en scene for sine endnu uspillede og nye dramaer. Direkte til IT skrev han 1907 sine fire kammerspil, Oväder, Brända tomten, Spöksonaten og Pelikanen, som alle fik en hård medfart af kritikken. ITs unge, uprøvede ensemble formåede ikke at formidle disse stykkers hårfine balance mellem virkelighed og hallucination, og det blev Max Reinhardts ekspressionistiske gæsteopsætninger under 1. Verdenskrig, der viste svenskerne stykkernes teatralske kvaliteter. Strindberg engagerede sig ivrigt i ITs arbejde. Han fungerede en kort tid som instruktør, men foretrak at meddele skuespillerne sine idéer i små billetter, der viser hans orientering i tidens moderne teaterstrømninger (symbolistisk teater, Edward Gordon Craig, Reinhardt), og hans løsningsforslag var ofte mere radikale, end den naturalistisksindede Falck vovede at realisere. Efter at IT havde opført 24 Strindberg-stykker, kom det i 1910 til et dramatisk og uretfærdigt brud med Falck, fordi han ville indføre et drama af Maurice Maeterlinck i repertoiret. Strindberg nåede dog at forsone sig med ham før sin død, og han og hans kone Manda Björling fortsatte som ambassadører for Strindbergs dramatik. I 2003 blev den lille scene på Norra Bantorget 20 restaureret og genopstod som en scene for Strindbergs skuespil og ny svensk dramatik.

Bibliografi: Falck, A Fem år med Strindberg 1935; Kvam, K Max Reinhardt og Strindbergs visionære dramatik 1974; Sauter, W ‘Eine verschrumpfte Avantgarde. Das Intima Teatern des August Strindberg’ i Fischer-Lichte, E TheaterAvantgarde 1995; Stam, P ‘Teater och Intima Teatern’ i August Strindbergs Samlade Verk. Nationalupplagan Bd. 64, 1999.

Teatrets hjemmeside

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig