Allan Edwall, 1924-97, svensk skuespiller, instruktør og forfatter. Uddannet fra Dramaten 1952 og har siden ad flere gange været tilknyttet dette teater, bl.a. fået sit skuespil Välkommen 1972 opført her og har spillet mange roller bl.a. Arnolphe i Molières Hustruskolan 1980. E fik sit folkelige gennembrud i tv-dramatiseringen af Strindbergs Hemsöborna 1966 af Herbert Grevenius. Han var kunstnerisk leder af Scalateatern 1965-69 og åbnede 1986 sit eget teater, Teater Brunnsgatan Fyra, begge i Stockholm. Hans folkelige karakteriseringsevne har givet ham mange roller som skæve, godmodigt naive, men også koleriske figurer bl.a. som Emils far i filmatisering af Astrid Lindgrens bøger Emil i Lönneberga 1971-73 og Skalle-Pär i Ronja Rövardotter 1984.

Bibliografi: Edwall, A Allan och hans värld: Allan Edwall berättar om sitt liv och sin konst 1988; Nolervik, S Sagan om Allan: Från bruksgata til brunnsgata 1999.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig