Asiatisk indflydelse på vestligt teater

Kirsten Dehlholms Kinesisk Kompas Hotel Pro Forma i Kanonhallen 1998.

.

Artikelstart

Asiatisk indflydelse på vestligt teater, Asiatisk teater og asiatisk kultur generelt har i århundreder sat sig spor i vestlig kunst. Det fremmede er på en gang inspirerende, skræmmende og dragende. Det har indgået som tematik på teatret eller som afsæt for kunstnerisk fornyelse, afledt af politiske omstændigheder eller direkte af mødet med ‘eksotiske’ æstetiske former. Det fremmede er blevet fremstillet dæmoniseret, idealiseret, pikant eller grotesk.

Konfrontationen med islam, fx, har historisk set siden korstogene spillet en betydelig rolle. I den sammenhæng er ‘tyrkere’, ‘maurere’, ‘mórer’, ‘saracener’ delvis blevet brugt i flæng, bl.a. i sammenhæng med, at det osmanniske imperium også omfattede det arabiske Nordafrika. Den dramatiske genre Moriskentanz, moresca, morris dance, der går tilbage til renæssancen, henviser således uspecificeret til det ‘mauriske’. I engelsk court masques og i det elizabethanske teater kan ‘tyrken’ og ‘móren’ stå for egenskaber som grumhed og sensualitet, med Shakespeares Othello som en mere ædel eksponent. Det fjerne østen har siden 1200-tallet været genstand for stadig stigende opmærksomhed fra vesten, man anede at der var store rigdomme at hente i form af krydderier, ædelmetaller og fint forarbejdet kunsthåndværk. Marco Polos rejsebeskrivelser, nedskrevet 1298-99, blev læst over hele Europa, og især jesuitter-præster drog af på missionsrejser. 1735 offentliggjorde jesuitter-præsten Jean-Baptiste du Halde, som dog aldrig besøgte Kina, 4 bind af et historisk værk om Kina, deriblandt en oversættelse af Yuan-dramaet, Zhaoshi guer (Det forældreløse barn af huset Zhao), som i det chinoiserie-fikserede Europa betog forfattere og dramatikere fra Voltaire (L’Orphelin de Chine 1755) til Metastasio og Goethe, som også lod sig inspirere af Kalidasas indiske sanskritdramaShakuntala.

Mødet med det fremmedartede blev aktualiseret i øget samkvem og i voldsomme militære sammenstød i 1600-tallet. Det behandles komisk i fx MolièresDen adelsgale borger 1670, som udnævnes til ‘mamamouchi’ (forvanskning af arabisk baba mouchir ‘Far Pasha’) og hos de italienske maskekomikere i Paris. I 1700-tallet optrådte tillige forestillingen om eksotiske folkeslag som særligt naturlige og ufordærvede – tanken om ‘den ædle vilde’. Persiske og kinesiske temaer blev behandlet af dramatikere som Goldoni og Gozzi (Turandot 1762). Romantikken eksponerede fascinationen af det eksotisk-eventyrlige ud i østens anderledeshed, således OehlenschlägersAladdin 1805. I 1800-tallet kom også oversættelser af japansk drama til, ikke mindst i forlængelse af verdensudstillingerne i Paris og London fra 1850'erne, som med stigende præsentation af fjernøstlig kunst holdt orientalismen yderligere i kog. Den æstetiske interesse manifesterede sig i opgøret med naturalismen i slutningen af 1800-tallet, hvor symbolisterne søgte udtryk for suggestive spirituelle dimensioner i bl.a. asiatisk skygge- og masketeater. Indisk inspiration spiller en væsentlig rolle i Strindbergs symbolistiske Et Drømmespil 1901. Egentlige gæstespil fandt nu også sted ved verdensudstillingerne, som da den kongelige cambodjanske dansetrup optrådte i Marseille i 1906.

Asiatisk teater har ikke samme skillelinjer som det vestlige mellem dans, fortælling, lyrik, drama, sang, musik, ritual, fiktion. Edward Gordon Craigs søgen, i forlængelse af symbolisterne, efter en tabt metafysisk dimension, fri for angiveligt ukunstnerisk virkelighedsimitation og overfladisk underholdning, fandt næring og inspiration i østens udtryk. Noget tilsvarende gælder Antonin Artaud, der på koloniudstillingen i Paris 1931 så en balinesisk danseteatertrup, som blev en afgørende impuls i hans udvikling af tanken om et andet, et ‘grusomhedens’ teater, som han ikke selv realiserede, men som har fået enorm indflydelse på bl.a. Jerzy Grotowski, Peter Brook og Richard Schechner. Modsat Artaud gennemførte Jacques Copeau en omfattende skuespillerteknisk pædagogisk indsats, i høj grad østligt baseret. Også for den ikke-metafysiske avantgarde fik det asiatiske formsprog, scenografisk og skuespillerisk, en vældig betydning. Visuel og gestisk stilisering med japansk og kinesisk inspiration genfindes hos Bauhaus, Meyerhold, Brecht og videre frem til Robert Wilson og Kirsten Dehlholm. Reteatraliseringen, som var karakteristisk for det 20. årh.s første del, trak dels på præ-naturalistiske former, dels på asiatisk teater. På det skuespilleriske område fik Peking opera-aktøren Mei Lanfangs besøg i USA og Sovjet i 1930'erne afgørende betydning for en række teaterfolk, ikke mindst i relation til Brechts begreb om en ‘verfremdet’ skuespilteknik. Inden for dramaet spores indflydelse fra japansk og kinesisk teater hos bl.a. William Butler Yeats og Paul Claudel, samt – atter – i særlig grad Brecht. Fra 1960'erne udvides den antropologiske indsigt betragteligt. Teaterfolk rejser ud. Teaterantropologi udvikles med især antropologen Victor Turner og teaterforskeren Richard Schechner som forskningsområde og kunstnerisk praksis. Peter Brook og Ariane Mnouchkine arbejder med frie kombinationer af udtryk fra indonesisk, japansk, kinesisk og indisk teater, som i Brooks Mahabharata 1985, eller Mnouchkines Shakespeare-opsætninger fra 1980'erne. I 1979 grundlagde Eugenio Barba ISTA, som i forskelligartede aktiviteter systematisk udforsker teatrets kunst med stor vægt på den ikke-vestlige dimension. En større grad af gensidighed og udveksling slog igennem i avantgarden fra slutningen af det 20. årh. Butō-dansen, fx, var inspireret af Ausdruckstanz, men fik først efter stor udbredelse i Europa en egentlig opblomstring i Japan; ligeledes vælger flere asiatiske kunstnere sideløbende at arbejde i Vesten, som fx de japanske instruktører Suzuki Tadashi og Ninagawa og singaporeaneren Ong Keng Sen. Se også Peter Brook; William Kempe.

Bibliografi: Barba, E & Savarese, N A Dictionary of Theatre Anthropology 1991; Pronko, L Theatre East and West 1968; Savarese, N Teatro e spettacolo fra oriente e occidente 1992.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig