sanskritdrama

Sanskritdrama, sanskrit betyder ‘det perfekte sprog’, indisk dramaform. Den første invasion i Indien fandt sted ca. 3000 til 2000 år f.Kr., da arierne trængte dybt ind i landet fra Centralasien og medbragte sanskritsproget. Sproget udvikledes fra et relativt enkelt sprog i Vedaernes sange ca. 2000 år f.Kr. til et mere kompliceret og sofistikeret sprog i Upanishaderne og Bhagavad Gita ca. 1000 år f.Kr. Efterhånden blev det et elitært sprog anvendt ved hofferne og i templerne, mens et forenklet sprog, prakrit blev talt af den brede befolkning. Efter den muslimske invasion fra 1000-tallet e.Kr. og århundrederne fremefter fortrængtes sproget af oldpersisk og anvendtes nu kun i rituel sammenhæng i templerne og i filosofiske diskussioner. Man kan stadig høre sanskrit talt i radioen i den hellige by Benares, og sanskrit udgør en stadig større del af moderne hindi. Et godt indblik i sanskrits mange anvendelsesmuligheder fås ved bl.a. at læse heltedigtene Ramayana og Mahabharata. I Bharata MunisNatyashastra, ca. 200 f.Kr., kan vi læse alt om Ss teori og praksis, og deraf ved vi, at der allerede på det tidspunkt fandtes en rigt udviklet teatertradition. If. forfatteren blev dramaet introduceret af guderne for at lære menneskene på jorden retfærdig levevis. Det mest sandsynlige er, at dramaet er opstået af de religiøse ritualer, tempelfortællerne og de fire Vedaer og med tiden har udviklet sig til en teatralsk form.

S er et Gesamtkunstwerk dannet af dialog, vers, prosa, musik, sang, dans og mime. Sanskrit tales af de noble karakterer, mens alle andre taler prakrit. Tidens og stedets enhed overholdes for det meste. En skuespilbestyrer åbner og lukker en forestilling og annoncerer også de enkelte rollehaveres ind- og udgange, da hele forestillingen spilles for åbent tæppe, mens den hvide klovn, Vidushaka, har en vigtig rolle som handlingens kommentator. Det herskende følelsesudtryk er erotisk eller heroisk, og skuespillerne anvender alle deres sceniske virkemidler til at skabe stemning, bhava, og dermed fremkalde rasa, de forskellige følelsesudtryk i tilskuerens sind. Der er strenge regler for kun at vise det skønne på scenen og undgå vold, sygdom og død.

Der findes omkring 500 bevarede S, hvoraf 400 menes opført. Disse opførelser var for eliten, men alle dramatiske udtryksformer i Indien, klassiske såvel som folkelige, dukketeater og film følger i forskellig grad Ss regler. I 1900-tallet er der blevet opført en del S i revideret form, og nogle er blevet oversat til bl.a. engelsk og dansk.

Ss kendteste dramatikere er Kalidasa med Kongen og Danserinden (da. 1874), Skybrudet: en indisk elegi (da. 1882) og Shakuntala (da. 1879), Kong Shudraka med Lervognen (da. 1870, Vasantasena Dagmarteatret 1894), samt Vishakadatta, Bhasa, Bhavabhuti og Harsha. Se også Kutiyattam.

Bibliografi: Bowers, F Theatre in India 1962; Keith, A B The Sanskrit Drama 1924; Wells, H W The Classical Drama in India 1963.