Jerzy Grotowski

Jerzy Grotowski. Ryszard Cieslak i rollen som den standhaftige prins i Słowackis bearbejdelse af Calderóns El principe constante fra 1629. Grotowskis iscenesættelse 1965 var et resultat af intensivt arbejde i teaterlaboratoriet. Forestillingen blev vist i København 1966.

.

Jerzy Grotowski, 1933-99, polsk teaterleder, uddannet skuespiller 1951-55 og instruktør 1956-60 PWST i Kraków samt uddannet instruktør 1955-56 GITIS i Moskva, hvor han studerede Stanislavskij og Meyerhold. I 1959 overtog G s.m. dramaturgen Ludwik Flaszen et lille teater i byen Opole og skabte Teatr 13 Rzadów (Teatret med de tretten rækker) og i 1965 Teatr Laboratorium i Wrocław (-1982). Fra 1960 var Eugenio Barba instruktørassistent for G, og medvirkede til at skabe teaterlaboratoriets internationale gennembrud med forestillinger som Akropolis 1962, Dr. Faustus 1963 af Marlowe og The Constant Prince 1965 (Den Standhaftige Prins Kbh. 1966). 1966 spillede teatret for første gang i udlandet og Odin Teatret arrangerede internationale seminarer i Holstebro. 1968 udkom Gs manifest Towards a poor Theatre, redigeret af Barba og med forord af Peter Brook. Bogen søger at indkredse det nødvendige teater, eller ‘det fattige teater’, mødet mellem skuespilleren og tilskueren, hvor alle overflødige elementer er fjernet. Han så skuespilleren som en martyr i forlængelse af Antonin Artaud. Dvs. at skuespilleren gennemtrænger den dagligdags overflade og kommunikerer i kraft af dybt personlige impulser og reaktioner. Teaterlaboratoriets sidste forestilling Apocalypsis cum Figuris 1969 blev spillet i 13 år frem til 1981, sideløbende med såkaldt parateater 1969-75, som helt opløste skellet mellem tilskuer og skuespiller. Siden koncentrerede G sig om teaterstudier som Theatre of Sources, Objective Drama og Ritual Art og arbejdede fra 1986 i Italien, hvor han udviklede teater som drivkraft for kunstnerisk personlig udvikling (Art As Vehicle). Det var teater uden tilskuere og en slags videreførelse af Stanislavskijs ‘de fysiske handlingers metode’. Se også Asiatisk teaters indflydelse.

Bibliografi: Barba, E Land of Ashes and Diamonds 1990; Richards, T At work with Grotowski on physical actions 1995; Schechner, R The Grotowski Sourcebook 2002.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig