Indien

Indien, Den indiske kultur finder sine rødder tilbage til 2300 f.Kr. i Indus-dalen på grænsen til det nuværende Pakistan. Men ca. 1750 f.Kr. blev kulturen overtaget af arier fra Persien, som efterhånden fra deres riter udviklede hinduismen. Sproget var sanskrit, og fra myter, religiøse ritualer og tempelfortælleres beretninger udvikledes en teatertradition, som findes beskrevet i et helt unikt dramaturgisk værk fra ca. 200 f.Kr., Natyashastra. Mange sanskritdramaer er gået tabt, men der findes overleveret ca. 500, hvoraf 400 menes at være blevet opført på scenen. Her er tale om en elitær kunstart for et udvalgt publikum, som fortsatte gennem århundreder, indtil den muslimske invasion fra det 10. årh. langsomt udkonkurrerede sanskrit som hofsprog og erstattede det med oldpersisk. Samtidig blev det i vid udstrækning forbudt at opføre teater, og først med hinduismens generobring af landet sammen med buddhisme, jainisme og sikhisme genopstod teatret i landområderne fra det 15. årh. og frem for langsomt også at brede sig til byerne. Hver region udviklede deres variation af tempel-dansedramaformer, sekulære danseformer og folkelige teaterformer som skyggespil, dukketeater og gadeteater med satirisk indhold. Oftest anvendtes alle sanskritdramaets virkemidler: dialog på de lokale sprog, opført med sang, dans og mime. Blandt de fremstående dramatikere kan nævnes Kalidasa, Bhavabhuti, og Bhasa, og tekstgrundlaget er oftest hentet fra de to store helteepos, Ramayana (ca. 500 f.Kr.-100 e.Kr.) og Mahabharata (500 f.Kr.-500 e.Kr.).

Af klassiske dansedramaformer findes fire soloformer: kathak, odissi, mohini attam og bharata natyam og fire andre former, som benytter flere dansere/skuespillere: kathakali, chhau, kuchipudi og manipuri. Det er interessant at se, hvordan hver form har udviklet sig, men stadig har nogle vigtige fællestræk. Rent danseteknisk anvendes en dyb knæbøjning, komplicerede trinsammensætninger med stamp af fødderne, løftede arme med stort forråd af hasta mudraer til den mimiske fremstilling, understøttet af ansigtets og øjnenes mangefacetterede udtryk. Musikken spiller en væsentlig rolle som stemningsskabende element, og alle bevægelser er nøje afstemt efter rytmen. Kathakali har den rigest udviklede skuespilteknik og anvender en lang række nedskrevne dramaer. Forløberen kutiyattam har vundet fornyet interesse og er nok den eneste nutidige indiske dansedramaform, som nøje følger sanskritdramaets regler. Helt centralt i alle danseformer står imidlertid rasateorien, hvor den optrædende formidler de følelsesmæssige stemninger, bhava, i sit spil til tilskueren.

Hver egn i Indien har stadig sine lokale folkelige former, der giver sig udtryk i rituelle danse, dukketeater, skyggespil, dansedramaer opført på gadehjørner, primitive scener eller rigtige teatre. Der anvendes episke fortællinger ofte med et politisk budskab, som formidles til publikum gennem en velkendt historie. Græsrodsorganisationer har fra 1970'erne benyttet teatermediet til at sprede vigtige budskaber til den stadig store illitterære del af befolkningen.

Folkelige former som naùtanki fra de nordindiske stater, tamasha fra Maharastra, jatra fra Bengalen og yakshagana fra Kanataka er stadig meget populære. Stykkerne opføres udendørs med alle teatrets virkemidler, satire, nogen gange vulgære elementer og moderne lys og lydteknik. Der er mange rolletyper, farverige kostumer og masker, og satiren kan benyttes til at få vendt politisk sprængstof.

I Indiens største byer udvikledes der under den britiske kolonitid et professionelt teater baseret på adaptioner af europæisk teater og bearbejdelser af sanskritdramaer. Fra 1880'erne udvikledes et amatørteater, som inspireret af selvstændighedsbevægelserne opførte stykker med nationalt, politisk eller socialt indhold. Denne form blev efter selvstændigheden i 1947 med årene mindre interessant. Amatørteatrene leverede ofte kun kunstnere til det professionelle teater, der måtte koncentrere sig om mere kommercielt betonet virksomhed. For den professionelle del af teaterlivet har en stor omvæltning imidlertid fundet sted siden 1947. Mange templer, småkonger og nawaber havde ansat trupper af dansere, skuespillere og musikere, men efter selvstændigheden mistede de deres feudale rettigheder og dermed økonomiske muligheder for at opretholde trupperne. Uddannelsen af kunstnerne, som hidtil udelukkende var baseret på mesterlære, blev nu akademisk, og en lang række universiteter og konservatorier tilbyder i dag professionel uddannelse inden for teatrets discipliner.

Der findes en stadig stigende interesse i vekselvirkningen mellem vestlige og indiske dramatiske udtryksformer, ikke mindst efter Peter Brooks interkulturelle fortolkning af helteeposet Mahabharata 1985, og søgning tilbage til yoga, kampsport og vedisk filosofi præger mange nutidige indiske teaterfolk.

Danmark har haft besøg af en lang række indiske gæstespil; på Odin Teatret har odissi-danseren Sanjukta Panigrahi været fast medlem af ISTA, Indisk Musik Forening og Den Indiske Ambassade har jævnligt arrangementer, KIT har bl.a. vist kathakali og mohini attam (Åben Scene 1981), kathak (Institut Français 1990) samt flere moderne kompagnier som Chandralekha med Mahakal 1997, Shobana Jayasingh Dance Group 2000, solodanseren Ranjabati Manusri Sircar 1999 og Akram Khans trup 2004, alle i Kanonhallen. Fælles for disse forestillinger har været afsøgning af nye tekster og emner, koreografiske muligheder ved at blande yoga, kalaripaytthukampteknik med de klassiske former og skabe en ny form for indisk dans samt lån fra vestlig modern dance og musikformer. Moderne teater i Indien er hovedsageligt inspireret af engelsk teater. Unge veluddannede indere, som Rabindranath Tagore skrev dramatik efter engelsk model, indlagt med indisk musik, og lod dem opføre enten privat eller i nyopførte prosceniumsteatre. Emnekredsen var ofte en politisk protest mod det britiske styre. I midten af det 20. årh., hvor I udviklede sig til at blive én af verdens største producenter af film, lukkede teatrene på stribe. I dag står Calcutta som landets absolutte teatercentrum, efterfulgt af Mumbai (Bombay) og Chennai (Madras). Dramatikere som Utpal Dutt, Badal Sircar, Vijay Tendulkar og Girish Karnad og National School of Drama i Delhi med Ebrahim Alkazi som leder står centralt i udviklingen af ordteater i Is 400 storbyer, mens forumteater spiller en stor rolle for det sociale arbejde i landdistrikterne. Se også Kathakali; Sanskritdrama.

Bibliografi: Biswajit, S Encyclopaedia of Indian theatre 2000; Richmond, F Indian Theatre Traditions of Performance 1990; Vasudha, D Poetics, plays, and performances in the politics of modern Indian theatre 2006.