rituelt teater

Rituelt teater, en teaterform, hvor opførelse er et fastlagt mønster af gestus og partiturer, som skal virke rensende i forhold til tilskueren som en slags vidne eller deltager. Der er ikke som i almindeligt teater tale om forstillelse, men om konkrete handlinger og faktiske lidelser som grundlag for en transformation. Der er en generel enighed om at teatrets oprindelse findes i forskellige religiøse ceremonier og ritualer. Fx menes den græske tragedie at have sin rod i Dionysos-kultens frugtbarhedsritualer, hvor forholdet mellem død og genfødsel er det grundlæggende. Med det moderne teaters autonomisering og adskillelsen af scene og tilskuerrum synes den rituelle dimension i teatret at være tabt, og det er da også i høj grad i forbindelsen med avantgardens reteatralisering af teatret som et opgør med æsteticisme og realisme, at tanken om teater som ritual genoptages. Generelt er det udbredt for modernismen at se kunsten som erstatning for tabet af det religiøse. Antonin Artauds ‘grusomhedens teater’ 1932 er inspireret af blandt andet balinesiske teaterformer, hvor opførelsen i sig selv er et fastlagt mønster af ritualer, som har en rensende effekt på såvel deltagere som tilskuere. Moderne teaterritualer geninddrager på forskellig vis tilskuerne som deltagende i teatret. Teaterhandlingen bliver en konkret og reel handling som besidder en forandrende eller helende kraft specielt i forhold til tabet af traditioner og religiøse dimensioner. Ritualet genfindes dramatisk i Jean Genets Stuepigerne 1947, hvor pigernes ritual ender med, at den ene kvæles i rollen som husets frue. Genet ønskede at rollerne som pigerne skulle spilles af (gerne homoseksuelle) mænd for at gøre undertrykkelsens spil reelt nærværende. Inspiration fra ritualer ses også i forbindelse med The Living Theatres happenings, Peter Brooks eksperimenter med Holy Theatre, Jerzy Grotowskis arbejde med parateater og med teatrets rituelle rødder. Endelig i Eugenio Barbas opfattelse af teater som et ‘tomt ritual’: teater som ikke besidder en bestemt doktrin, men hvor tilskueren ligesom skuespilleren konfronteres med den ‘del af en selv som er i eksil’.

Senest er ritualet genoptaget med postmodernistiske kropskunstnere som Ron Athey, Orlan og Franco B, som udsætter kroppen for operative handlinger ved at skære eller stikke nåle i kroppen, mhp. en konkret smerte eller forandring, som skulle udløse katharsis for aktøren selv og tilskuerne. Selve fremstillingen som rituel form søger at flytte grænsen mellem det private og offentlige, og den autentiske krop er blevet brugt som udgangspunkt for teater: body art, events, live art, ritual art. Gentagelsen af de primitive riter bliver en måde at forme (i form af ar, huller, udsmykninger) sin individualitet. Orlans operationer flytter maleriet til kroppens overflade, og kunstneren bliver dermed en del af værkets performance. Hun har da også testamenteret sin krop til et museum, ligesom hun lader diverse operationer efter forskellige forbilleder fra kunsthistorien blive transmitteret, dokumen teret og vist på museet. Operationssnittet bliver et kunstsnit, som tematiserer både en identitetsproblematik (hele den platoniske diskussion om overflade og væsen), et kunstprojekt og en artikulering af kroppen som skrift eller fortælling. Se også Egypten; Barong.

Bibliografi: Innes, C Holy theatre: Ritual and the Avantgarde 1981; Schechner, R Between Theater & Anthropology 1985 & The Future of Ritual 1993; Turner, V From Ritual to Theatre 1982.