gestus, gestik

Gestus, gestik, lat. ‘håndbevægelse’, ‘armbevægelse’, ‘gebærde’ G betegner skuespillerens bevægelser med hænder og arme og er dermed en del af skuespillerens kropssprog, som forudsættes at bære informationer. G kan understøtte det talte ord eller bevidst stå i modsætning til det.

Allerede den romerske retoriker Marcus Fabius Quintilian (ca. 35-ca. 98 e.Kr.) pointerede ud fra iagttagelser af skuespilkunst, at kropssproget og særlig håndbevægelserne skulle understøtte talerens ord og ikke modarbejde dem. Hans vejledninger fik senere stor betydning for skuespilkunsten, jf. fx Hamlets tale til skuespillerne: ‘Lad bevægelsen svare til ordet og ordet til bevægelsen …’ (Hamlet 3.2.). I klassicismens teater udviklede der sig et kropssprog, herunder også en gestik, der efterlignede hofetikettens krav om anstand. Gebærderne skulle være afmålte og passende til rollens stand. I 1700-tallet blev der krævet en mere følsom gestik, hurtigere skiftende, men stadig præget af ynde, alt sammen nedfældet i lærebøger, hvor forskellige gestus og deres betydning blev fremlagt. Man antog, at der var en direkte ækvivalens mellem G som visuelt fænomen og personens/rollens følelser og sindsstemninger. G var udtryk for følelser, stemninger etc. Denne klassiske opfattelse (gestus som ekspression) står i modsætning til en nyere, der betragter gestus som produktion snarere end som kommunikation af en forud eksisterende mening. Gestussproget fik senere stor betydning i stumfilmen.

Betydningen af G kan være flertydig og svær at tolke. Og megen gestik er kulturbetinget. Tolkningen finder da sted i sammenhæng med den kulturelle kontekst, og de ord, der evt. ledsager gestikken. I flere asiatiske teaterformer spiller et stærkt kodificeret gestussprog en afgørende rolle. I indiske danseformer (fx kathakali og odissi) findes et fast repertoire af mudra’er (håndbevægelser og -stillinger) med rod tilbage i religiøse ceremonier. Også i den kinesiske Peking opera og i japansk kabukiognō-teater findes der er fast repertoire af G.

Hos det 20. årh.s europæiske teatertænkere (Stanislavski, Meyerhold, Grotowski etc.) spiller G en vigtig rolle. G er et kernebegreb i Brechts teaterteori. Han taler om sociale G og mener dermed den skala af holdninger, som figurerne indtager til hinanden. Hvert optrin i et teaterstykke har if. Brecht også en grundgestus. G hos Brecht befinder sig mellem handling og karakter. Som handling viser den karakteren involveret i en social praksis, og som karaktertræk er den udtryk for en række verbale og kropslige træk, der er særlige for det pågældende individ. G er hos Brecht både til stede i skuespillerens kropslige adfærd og i de ord, han/hun udtaler. Se også Pierre Rémond de Sainte Albine.

Bibliografi: Christiansen, S Klassisk skuespilkunst 1975.