Katharsis, oldgr. ‘renselse’. Aristoteles’ begreb for tragediens virkning på publikum i Poetikken (ca. 325 f.Kr.). Aristoteles bruger begrebet i sin definition af tragedien i begyndelsen af kap. 6: ‘Tragedien fremstiller handlinger, der er alvorlige, fuldkomne og af et vist omfang (…) idet den fremkalder frygt og medlidenhed og skaber renselse af den slags følelser’ (1449, b, 23-28). I betragtning af, at han kun nævner begrebet denne ene gang (bortset fra omtalen af et konkret renselsesritual), må K bestemmes i forhold til værkets helhedsudsagn: tragediens velkomponerede handlingsforløb bibringer erkendelse af, at heltens ufortjente ulykke kunne ske for enhver, og fremkalder dermed en voldsom følelse af frygt og medlidenhed hos publikum. Den smertefulde oplevelse renser m.a.o. følelsen, idet den bevirker en overskridelse af den individuelle begrænsning og giver dermed den klare, intellektuelle indsigt i et hidtil fremmed, ukendt og dog alment forhold.

Aristoteles berører også K, hvor han anfører, at en særlig form for musik kan rense sindet for uønskede følelser og medføre en behagelig lettelse (Politikken 1341, b, 32ff.). Men det er værd at bemærke, at han her beskæftiger sig med K ud fra en politisk vurdering af musikkens hensigtsmæssighed i opdragelsen, mens han i Poetikken beskæftiger sig med den erkendelse, som opstår af tragediens æstetiske virkning.

Aristoteles’ begreb om K har været udsat for utallige tolkninger gennem tiden: Pierre Corneille mente, at tragedien havde en afskrækkende effekt og dermed rensede tilskuerne for passioner (Discours de l’utilité et des parties du poème dramatique og Discours de la tragédie 1660), mens G.E. Lessing (Hamburgische Dramaturgie 1767) mente, at tragedien havde en modererende og moralsk forædlende funktion, idet den rensede publikums følelse af frygt og medlidenhed fra deres ekstreme udfoldelse. Goethe, derimod, betragtede i Nachlese zu Aristoteles’ Poetik 1827 K som et begreb for den velordnede dramatiske helhedskomposition, mens den tyske filolog Jakob Bernays i Zwei Abhandlungen über die aristotelische Theorie des Drama 1857 står for den ofte fremførte mentalhygiejniske tolkning, at tragediens K i stil med et homøopatisk middel tjener til at udrense publikum for uønskede sindstilstande. For Nietzsche var sådanne moralske eller medicinske opfattelser af K uacceptable. I Die Geburt der Tragödie aus dem Geiste der Musik 1872 (Tragediens fødsel af musikkens ånd 1996) fremhæver han, at tragediens virkning derimod er at give tilskuerne mod til at se livets gru i øjnene og samtidig vække lysten til at udøve en rent æstetisk aktivitet – dvs. en eksistentiel-tolkende aktivitet, der søger at skabe mening og værdi uden at bortforklare tilværelsens grundlæggende meningsløshed. Se også Apollinsk/dionysisk.

Bibliografi: Gammelgaard, J Katharsis. Sjælens Renselse i Psykoanalyse og Tragedie 1993; Halliwell, S Aristotle’s Poetics 1986.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig