tragedie

Tragedie, gr. tragoidia ‘bukkesang’, med uklar betydning, europæisk dramagenre i alvorlig tone og med ulykkelig udgang. T er oprindelig knyttet til det antikke græske teater, med Aischylos, Sofokles og Euripides i 400-årene f.Kr. som forfattere til de betydeligste bevarede tekster. Aristoteles har i sin Poetikken præcist beskrevet Ts formkrav og effekter.

Det højtidelige, tragiske drama på vers har historisk set været anset som det fornemste. I en T vil karakterernes egenskaber og status befinde sig over almindeligt menneskeligt niveau. Hovedkarakteren er typisk oppe mod uafvendelige kræfter. Ligegyldigt hvad han vælger, vil det ende galt. Tragisk ‘skyld’ behøver tilmed ikke at være subjektiv: Ødipus har således ikke begået sin forseelse bevidst.

T står i sin rene form i modsætning til komedien og er i vidt omfang forbundet med den lineære dramaturgi. Dens stof vil ofte tage udgangspunkt i antik mytologi. Men i fx en shakespearesk T, skrevet på blankvers, forekommer komiske optrin, som graverscenen i Hamlet 1601, og handlingen kan være bredt berettende med sidehandlinger og mange bipersoner. I den type T vil stoffet fx være taget fra historieskrivningen eller episk stof som sagn og noveller. Shakespeare blev en stor inspiration for den romantiske T som hos Heinrich von Kleist, Victor Hugo, Georg Büchner og Oehlenschläger. En markant videreudvikling af den antikke T lå i 1600-tallets franske klassicisme, hvor Corneille og Racine forfattede T efter klassisk forbillede. Stykkerne er undere af formstrenghed. De er skrevet på aleksandrinervers og disponeret over fem akter som nøje fastlagte faser i hovedkarakterens vej mod afslutningen. Det sker under iagttagelse af tidens, stedets og handlingens enheder og principper for velanstændighed og sandsynlighed. Konflikten er typisk mellem pligt og tilbøjelighed, og endemålet handler om etablering af en balance, hvor kaotiske indre og ydre kræfter har raset ud. Den strenge klassiske form blev siden dyrket af bl.a. Goethe og Fr. Schiller – der dog også begge har skrevet ‘shakespearsk’ – uden nødvendigvis at være bundet til antikken. Med det borgerlige sørgespil (Bürgerliches Trauerspiel) på prosa fra 1700-tallet fik genren især i Tyskland en udvikling, som henlagde miljøet til jævnere sociale lag; i Danmark var T synonym med sørgespil. Om end den klassiske form havde mistet sin mening, ses den tragiske udgangs uafvendelighed som drivkraft i fx Strindbergs ‘moderne sørgespil’ Faderen 1887 og Frøken Julie 1888. Ibsens Gengangere 1882 kan decideret læses som en moderne version af Sofokles’ Kong Ødipus. I det 20. årh. har flere dramatikere taget inspiration fra de klassiske tekster, som Jean Anouilh med Antigone 1944 og Jean Cocteau med Ødipus-versionen Helvedesmaskinen 1934. Omvendt er det et typisk modernistisk træk at erklære T for død. Se også Kostume; Skæbnedrama; Sarah Bernhardt.