Folketeatret

Folketeatret.

.

Folketeatret, 1846 opførte Kjøbenhavns Hippodrom a/s ved arkitekt H.C. Stilling et ridehus og staldbygninger på Brygger Hegers grund i Nørregade. 1856 blev hippodromen indrettet til cirkus, men allerede året efter lejede teaterdirektør, kammerråd H.W. Lange sig ind i bygningen og ombyggede den til Kbh.s 3. teater efter Det Kongelige Teater og Casino med et rigt og storslået scenisk udstyr og plads til 1.492 tilskuere. Folketeatret blev byens andet sekondteater efter Casino. Lange skabte et folkeligt og musikalsk repertoire af vaudeviller, sangspil, operetter, folkekomedier, farcer og lystspil ofte i konkurrence med Casino. Han knyttede danske dramatikere til teatret og betalte for eneretten til deres skuespil, brugte betydelige summer på dekorationer og kostumer, og kunne med sit personlige kendskab til kulturlivet i Paris, Wien og Berlin med kort varsel præsentere det nyeste europæiske teater. Han introducerede bl.a. J.N. Nestroy 1858, Victorien Sardou og Eugene Labiche fra 1860, Charles Dickens 1869, samt en række forestillinger af Jacques Offenbach, bl.a. de satiriske operetter Orfeus i underverdenen 1860 og Den skønne Helene 1865. Frederik VII og grevinde Danners besøg var ofte med til at kaste glans over teatret, og Frd. Høedt, der undertiden overværede prøverne, var lejlighedsvis Lange behjælpelig med sceneinstruktionen.

Chefer på Folketeatret
1857-73 H.W. Lange
1873-76 M.V. Brun
1876-84 Robert Watt
1884-1900 Severin Abrahams
1900-08 J.F.S. Dorph-Petersen
1903-05 Betty Nansen, meddir.
1908-12 Johannes Nielsen
1912-28 Viggo Frederichsen
1912-24 Einar Christiansen, meddir.
1924-26 Axel Frische, meddir.
1927-28 Poul Gregaard, meddir.
1928-35 Poul Gregaard
1935-59 Thorvald Larsen
1959-71 Bjørn Watt-Boolsen
1971-2001 Preben Harris
2001-02 Tommy Larsen-Michael Moritzen
2002-03 Henning Sprogøe, konst.
2003-03 Henning Sprogøe
2003-05 Klaus Bondam
2005-07 Malene Schwartz
Sammenlægges med Det Danske Teater 2007
2007 Waage Sandø

Robert Watt forsøgte i sin ledelsesperiode at hæve det kunstneriske niveau med bl.a. Bjørnstjerne Bjørnsons skilsmissedrama Leonarda 1880 og et gæstespil med Ibsens Gengangere 1883, 20 år før Det Kongelige Teater havde modet til det. Watt og Høedt var nogle af de første, der så Herman Bangs evner, og Høedts iscenesættelse af hans spæde dramatiske forsøg 1878-79 var afgørende for hans senere virke som teatrets fremragende sceneinstruktør 1897-1900 under Severin Abrahams’ ledelse. Folkekomedien var dog stadig en fast bestanddel af repertoiret; 1888 spillede Elith Reumerts siden uopslidelige Nøddebo Præstegaard for første gang. Gæstespil var en vigtig del af teatrets virke, og flere internationale stjerner mødte op; Eleonora Duse kom i 1896, Sarah Bernhardt i 1902, Strindbergs Intima Teatern 1908. Betty Nansen havde en kort intens periode som meddirektør, hvor hun forsøgte at skabe en litterær scene, hvilket senere lykkedes for hende på hendes eget teater. 1912 kom Det Kongelige Teaters direktør, Einar Christiansen til Folketeatret og videreførte det traditionelle repertoire af de tre H’er: Henrik Hertz, J.C. Hostrup og Johan Ludvig Heiberg og dertil Holberg samt en længere række nationale dramatikere. Gustav Wied stod frem som en ener og blev slet modtaget. Først med Thorvald Larsens 25-årige direktørperiode fra 1935 begyndte Folketeatret at hævde sig som en fornyer. Han hentede udenlandsk dramatik ind, fx Noël Coward, Oscar Wilde og Terence Rattigan, danske dramatikere som Kaj Munk og Soya fik deres værker uropført og de bedste skuespillere optrådte: Asta Nielsen, Johannes Meyer, Maria Garland, Else Skouboe, Carl Alstrup, Ebbe Rode, Ove Sprogøe og en ung Henning Moritzen. Det var et velfungerende teater Bjørn Watt-Boolsen overtog 1959; han satte intet over styr, om end det folkelige fik et politisk skær: Ionesco, Sławomir Mrożek, Ernst Bruun Olsen og Joan Littlewood trak publikum i salen, og i ti ud af tolv sæsoner klarede Folketeatret sig uden tilskud.

Med Preben Harris’ 30-årige chefperiode blev Folketeatret et politisk bevidst, fornyende, ungt teater, hvor danske dramatikere kunne gå hen med deres første værker, hvor klassikerne kom i tidsmaskinen, og hvor initiativerne tilgodeså publikum i alle aldre. Musikteater og romandramatiseringer trak det store læs og gav plads til kammerspil på de nyindrettede intimscener, Snoreloftet fra 1973 og Hippodromen fra 1974, samtidig med at Ung Scene bød på collager og kabaretter, først på Snoreloftet, siden, fra 1982, i Prøvesalen. 1988-91 gennemgik teatret en gennemgribende renovering, og en del af personalet turnerede i mellemtiden med det nyoprettede turnéselskab, Mellemspil. Efter Harris’ afgang 2001 gik teatret en økonomisk og ledelsesmæssig vanskelig periode i møde med mange og hurtige chefudskiftninger, som med oprettelsen af Københavns Teater resulterede i en fusionering med Det Danske Teater fra 2007 med Waage Sandø som chef indtil 2009 og Malene Schwartz som bestyrelsesformand. Teatret omdøbtes folketeatret.dk.

2000 fik Folketeatret overdraget Priors Dukketeatermuseum, som er udstillet i lokaler bag Café Snoreloftet. Dansekompagniet Nyt Dansk Danseteater flyttede i 2005 ind på Folketeatret og ændrede samtidig navn til Dansk Danseteater. Det ledes af koreograf Tim Rushton. Se også Realisme.

Teaterpriser: Reumert-Prisen (Årets musikteater/show).

Bibliografi: Bayer, C Kjøbenhavns Folketheater 1857-1882 1882; Harris, P Folketeatret i 30 år 1971-2001. Repertoireoversigt 2001; Harris, P Tæppet op 2001; Larsen, M A Folketeatrets repertoire 1857-1988 1988; Neiiendam, R Folketeatret 1845-1945 1945; Wamberg, N B Teatret i Nørregade 1982 & s.m. Harris, P Teatret i centrum 1991.

Teatrets hjemmeside

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig