Bjørn Watt-Boolsen, 1923-98, dansk skuespiller, uddannet på Det Kongelige Teater 1944. Kom derefter til Folketeatret, hvor han spillede et stort antal roller med et egentlig gennembrud som Grundtvig i Kaj Munks Egelykke 1951. W efterfulgte Thorvald Larsen som leder af Folketeatret 1959-71 med et solidt repertoire af gammelt og nyt. Han var en fysisk stor skuespiller med maskulin charme og en voksende selvironi, der blev til både farlighed og grotesk humor i rollefremstillingen fx i Ernst Bruun Olsens Prometeus i saksen Betty Nansen Teatret 1981 og DRtv 1985. Han var også en monumental titelfigur i Ibsens Bygmester Solness på Scala (Nørrebro Teater) 1973 og havde stor succes med sine humoristiske figurer i film og på tv, bl.a. i Lise Nørgaards tv-serie Matador DRtv 1978-82. Gift med skuespiller Lis Løwert.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.