Herman Bang. Satirisk tegning fra Blæksprutten 1901 af Bangs deklamatoriske oplæsninger.

.

Herman Bang, 1857-1912, dansk forfatter og instruktør. B har selv betegnet teatret som nerven i sin kunst, men længe så det ud til, at hans kærlighed til scenen skulle blive ugengældt. Som ung søgte han forgæves at blive skuespiller – et håb, der først for alvor brast, da han i Bergen i 1885 som Osvald i Ibsens Gengangere led et sviende nederlag. Til gengæld fik han senere succes med sine særprægede og suggestive oplæsninger af egne og andres værker. I 1878 fik han sit første drama, enakteren Du og jeg opført på Folketeatret, men det var som skønlitterær forfatter, han skabte sig et navn. Teater optog ham dog til stadighed. Omkring 1880 var han knyttet til Casino som vejleder for de unge skuespillere og afslørede enestående evner for personinstruktion. B blev fødselshjælper for mange nye talenter og vejledte store skuespillere som Anna Larssen og Betty Nansen, der begge stod i dyb taknemmelighedsgæld til ham.

Da B i 1893 opholdt sig i Paris, blev han med Ibsens franske oversætter som mellemmand sendt til det symbolistiske Théâtre de l’Oeuvre for at lære de franske skuespillere, at Ibsens personer ikke kun var symboler, men mennesker af kød og blod. I Paris iscenesatte han også Ibsens Et Dukkehjem 1894 på Vaudeville-teatret med den feterede diva Réjane som Nora. Berømmelsen fra Paris åbnede de danske teatres døre for ham, og han fik instruktionsopgaver på Casino, Folketeatret og Dagmarteatret. Også i Bs journalistik indtager teatret en vigtig plads. Hans artikler omfatter impressionistiske teaterbreve fra ind- og udland, anmeldelser, dramaturgiske analyser og debatindlæg. I Masker og Mennesker 1910 tegnede han indfølende portrætter af nogle af tidens store europæiske skuespillere.

Bibliografi: Borg, M Sceneinstruktøren Herman Bang 1986; Willumsen, D Bang. En roman om Herman Bang 1996.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig