Formalisme, en kunstform som tilhører den såkaldte historiske avantgarde, hvor det indholdsmæssige forrykkes i forhold til formelle æstetiske abstrakte kunstgreb som farver, rum, flader og linjer i en dynamisk værkhelhed. F søgte at komme til bunds i forholdet mellem kunstens ramme, figur og spændingsforhold og forskydninger i forhold til figur-grund-forholdet både inden for værket og mellem værket og tilskueren.

F skaber ikke formulerbare erfaringer, og værkets dynamiske tomrum tømmer beskuerens kulturelle identitet. Der er tale om en form for renselse af beskueren igennem formens klarhed og præcision, men også en bevidsthed om at forudsætningen for at gribe og fremstille erfaringernes grænseløshed og flygtighed, nærhed og fjernhed er, at man afstår fra den fulde kontrol over formernes betydning. Den dynamiske spænding mellem modsætningsfyldte principper i skuespillerens krop eller i det scenografiske rum sætter tilskueren i en form for optisk bevægelse. Der skjuler sig ikke nogen sandhed bag formerne. Dynamik og bevægelse, det plastiske og geometriske, farver og flader dyrkes uafhængigt af en beskrivende funktion eksempelvis i den italienske futurisme og den russiske avantgarde.

Eisensteins montageprincip er ikke blot en dynamisering af det narrative. Selve billedet er en montage af konflikter. Det kan være konflikter mellem figur og grund, mellem former og linjer, mellem indbyrdes forskellige og uforenelige perspektiver i samme billede, fx frø- og fugleperspektivet. Eisensteins begreb om attraktionens montage fungerer i kraft af billedets optik, hvor synsvinkel og beskæring danner en konstruktion af konflikt i tilskueren.

Fra den russiske F går der en linje til den tyske Bauhausbühne. Her opførtes bl.a. med Walter Gropius’ idéer om totalteater og Oskar Schlemmers gestus-dans, en abstrakt dans med mekaniske bevægelser samt Triadisches Ballett 1922, hvor Schlemmers tanker om objekter, kostumer, lys og metafysisk dans blev fundamentet for performancekulturens udvikling i slutningen af 1950'erne. Nogle af de centrale træk ved teater-F er skuespillerplastik, stiliseret stemmebrug og et skulpturelt arbejde med lys, rekvisitter og scenografi. Centralt for F er kunstgrebet Ostranenie som mærkværdiggør sproget, hændelser og objekter og skaber tilskuerens undrende distance. I Danmark kan man henvise til Odin Teatret og Hotel Pro Forma som formalistisk inspirerede teatre.

Bibliografi: Kiebuzinska, C Revolutionaries in the Theatre: Meyerhold, Brecht and Wietkiewicz 1988.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig