Sergei Eisenstein, Mikhailovich, 1898-1948, russisk scenograf, film- og teaterinstruktør. Inden E i slutningen af 1920'erne helligede sig filmen, havde han skabt sig et navn som en af den nye Sovjetstats mest markante teatermænd. Efter at have lavet scenografi til den røde hærs agitpropstykker kom han i 1920 til Moskva. Her deltog han i Meyerholds værksted for instruktører, lavede kostumer til Nikolai Foreggers mekaniske danse og fik kontakt til kulturorganisationen Proletkults teater, som han i 1922 blev leder af. I manifestet Attraktionernes montage 1923 gik han ind for et futuristisk, excentrisk teater, der bombarderede publikum med uforudsigelige sanseindtryk og førte dem i en ganske bestemt, ønsket retning. Samarbejdet med forfatteren Sergei Tretjakov resulterede i bearbejdelsen af Alexandr Ostrovskijs komedie Selv den klogeste … 1923, et overdådigt lystmord på kulturarven, en montage inspireret af cirkus og kabaret, og agitationsstykkerne Lyt Moskva! 1923 og Gasmasker 1924, det sidste opført i et veritabelt gasværk.

Bibliografi: Eisenstein, S Udvalgte skrifter 1972; Gordon, M Program of the Minor Leftists in the Soviet Theatre 1981; Rudnitski, K Russian and Soviet Theatre 1905-1932 1988.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig