teatermaler

Teatermaler, 1) en kunstner, som skaber en teaterforestillings fysiske og dekorationsmæssige rammer (navnlig i forhold til ældre tid, senere betegnet scenograf ).

2) en håndværker, som omsætter kunstnerens modeller til malede kulisser, soffitter, bagtæpper m.m. T opstod som kunstner med perspektivscenen, der blev udviklet i forlængelse af perspektivmaleriet. En række kunstnere dyrkede således forsvindingspunktets mystik i 1400-tallets Italien, fx hofmaleren i Mantova, Andrea Mantegna, men det er først ved 1500-tallets europæiske pave- og fyrstehoffer, at en T som fx Baldassare Peruzzi begynder at forvandle de flade lærreder til scenerum. Udviklingen mod barokkens teknisk komplicerede teaterdekorationer med tilhørende scenisk maskineri m.m. forudsætter de selvstændige teaterbygninger, som skyder op overalt, idet bl.a. den vidtforgrenede kunstnerfamilie, Bibiena, skaber maleriske illusioner af fantastiske rum med tekniske krav, der sprænger de fyrstelige festsales rammer. Mens de ekstravagante barokscener hørte hofferne til, må T, da borgerskabet indtog både sal og scene, bl.a. hos Molière og Holberg, leve op til borgerlige dyder som fx mådehold. Ts fornemste opgave blev at levere en langtidsholdbar grundfond af dekorationer: en gade, nogle stuer, en sal, en skov, en havn, et fængsel osv., som vha. få ændringer kunne bruges i stort set hele repertoiret. Det Kongelige Teater fik fx 1748 en sådan bestand af dekorationer malet af italieneren Jacopo Fabris, hvis forkærlighed for barokkens symmetri ses i de overleverede udkast i Instruction in der teatralischen Architectur und Mechanique fra 1760 (udg. 1930), som viser halve dekorationer. Derefter var det teatrets malersals opgave at forstørre dem til scenens mål og male dekorationens anden side spejlvendt. Den første betydelige danske T var Peter Cramer, som 1762 blev ansat på Det Kongelige Teater. Hans dekorationsudkast findes indirekte bevaret i en samling tegninger af optrin fra teatrets repertoire. Den række af T, som arbejder på teatret op igennem 1800-tallet, viser stadig større specialisering, men på basis af meget genbrug. Det naturalistisk-realistiske teater er med til at skabe den idé, at enhver forestilling er en ny enhed, og at dekorationerne skal være en uadskillelig del af denne enhed. I Danmark blev Carl Lund omkring 1900 den ledende T, som vha. det, i forhold til tidligere belysningskilder, stærke elektriske lys skaber scenisk effektfulde, naturtro malede kukkasser, hvormed det naturalistiske kulminerede. Lyset blev nemlig også det vigtigste værktøj for moderne scenografers reteatralisering af scenens funktioner. T blev i modernistisk udgave videreført af Serge Diaghilevs Les Ballets Russes (1909-29), hvor tidens avantgardekunstnere, Leon Bakst, A.N. Benois, André Derain, Pablo Picasso, Henri Matisse m.fl. brugte prosceniet som ramme om deres teatermalerier. I Danmark fik det maleriske scenebillede en række fremtrædende repræsentanter i fx Svend Johansen, Kjeld Abell, Helge Refn og Erik Nordgreen, som i deres storhedstid i årene før og efter 2. Verdenskrig bevidst brugte scenerummet til forskellige former for plastiske malerier. På Det Kongelige Teater og landsdelsscenerne fortsatte ind i 1970'erne den praksis, at malersalens leder var teatrets ledende, ofte naturalistisk orienterede, scenograf. Selv om elektronik har ændret og fortsat ændrer arbejdsmetoder og produktion, eksisterer faget T fortsat på malersalene, dog færre og med delvis ændrede funktioner.

Bibliografi: Nyrop-Christensen, H Dansk teatermaleri gennem to århundreder, Katalog til udstillingen Danske Teatermalere, Århus Kunstforening 1985; Schiødte, E ‘Malersalen’ i Gad, E & Gnudtzman, A Teater-Bogen 1901.