teatralitet

Teatralitet, begreb der peger på forskellen mellem teater og dagligdag og det at visse handlinger opfattes som teater. Det teatrale tegn er så at sige tegn på teater. Det kan være rummets særlige indretning med scene og tilskuerpladser, en særlig lyssætning som indrammer eller afgrænser et rum på en bestemt måde, en særlig bevægelses- og talemåde, et tonefald, en gestik, mimik, tempo, rytme, en distance eller uoverensstemmelse mellem forskellige elementer, hvor eksempelvis teksten modsiges af bevægelse og mimik. Man kunne her tale om teatral komik eller ironi på linje med grotesken. Det teatrale er knyttet til opførelsessituationen og derfor ofte i modsætning til det litterære udtryk. T kan ses på meget forskellige måder: 1) Med teatrets historiske etablering som kunstart i det 18. og 19. årh. selvstændiggøres det teatrale i værket som forholdet mellem afsender og modtager. Det teatrale bliver værkets henvendelsesform gennem arrangement, synsvinkel, fortælleforhold, fiktionskontrakt og tilskuernes placering. Det teatrale er altså forskellige måder at skabe tilskuerens (kunst)optik på.

2)T er et dramaturgisk greb i modspil til en dramatisk (mimetisk) form og på den måde ikke-aristotelisk. Den videreføres som en modstilling mellem realisme og det teatrale teater og har samtidig to forskellige receptionsmåder som indlevelse og distance i forhold til figur og handlingsunivers. Det teatrale henviser til teatrets realitet, mens det dramatiske henviser til fiktionens virkelighed.

3) I forbindelse med naturalismen bliver det teatrale noget særligt kunstigt og et modstykke til realismen. Den teatrale effekt peger på teatrets kunstighed som en modpol til realitetseffekten, der peger på et givet fænomens tilsyneladende virkelighedsstatus. Realismen skaber den fjerde vægs konvention, som skjuler teatrets henvendthed og en række teatrale konventioner. Realismen forstår sig som mere sand og troværdig end det teatrale. Det teatralske bliver her noget negativt, også i dagligsproget, overdrevent, hult og inautentisk i modsætning til det autentiske og den nøgne sandhed og fremstilling.

4) Med avantgarden og modernismen bliver det teatralske rehabiliteret som det egentlige kunstmiddel i teatret (reteatralisering), et særligt teatralt sprog med sin egen sanselige kvalitet i modsætning til realismens illuderede virkelighed. T – som fx orientalisme, groteske og arabesk – indgår i modernistisk og avantgardistisk teater som ‘fremmedhedens’ autenticitet og dybereliggende sandhed i modsætning til illusionsteatrets forstillelse. Den teatrale dramaturgi er præget af, at der ikke er tale om en bagvedliggende styrende instans i teksten, men måske nok styrende æstetiske eller politiske motiver for fremstillingen. Scenen eller rammen har selvstændiggjort sig som en kunstig formel virkelighed. Det teatrale bliver ofte metafiktionelt distanceskabende.

5) Pragmatisk kan man tale om gradueringer af T fra dagligdags udtryk til ekspressionistiske, mimiske og ekstremt teatrale (barokke og overdådige) danseagtige udtryk som forskellige effekter, der enten kan være grundlaget for en forestillings stil eller optræde som sideordnede effekter i samme forestilling.

Bibliografi: Feral, J ‘Theatricality’ i Substance – A Review of theory and literary criticism Vol. 31,2+ 3, 2002; Fischer-Lichte, E The show and the gaze of theatre 1997; Gran, A-B Vår teatrale tid 2004; Martin, J & Sauter, M Understanding Theatre 1995.