sminke

Sminke. Kristian Boland sminkes til Udyret i Det Ny Teaters opsætning af Alan Menken og Linda Woolvertons Skønheden og Udyret 2003.

.
.
.
.
.

Artikelstart

Sminke, kosmetiske produkter, der anvendes til at fremhæve, camouflere, forskønne og forandre scenekunstnernes egne ansigtstræk. S er derudover nødvendig for at undgå at et ansigt synes fladt og konturløst i det stærke scenelys. S kan desuden forstærke mimikkens forskellige udtryk og er som sådan et vigtigt element i identitetsforvandlingen.

Denne form for S har sit udspring i 1700-tallets følsomme drama og dets krav om naturlighed i udtrykket. Skuespillere som Mlle Clairon i Paris, David Garrick i London og Adam Gielstrup på Det Kongelige Teater var blandt de første, der forstod sig på at anvende sminkepaletten som maleren bruger sin farvepalet. De tidlige sminketyper var dog ofte den rene gift med et stort blyindhold. Efterhånden som de stærkere lyskilder som gas og specielt elektricitet kom til, udvikledes imidlertid sminkeprodukterne. I 1873 grundlagde den tyske operasanger Ludwig Leichner et firma for teatersminke, der stadig bærer hans navn.

Det at ‘lægge maske’ er helt klart en væsentlig del af en scenekunstners forberedelse til aftenens præstation og sminkekassen en uundværlig personlig ejendel. Med naturalismen opnåede sminkningen som illusion uanede højder. Og adskillige skuespillere blev de rene troldmænd i maskeringskunsten. Sminkningen kan også forestås af en sminkør.

I de tidligste teaterformer havde personerne mere karakter af typer, og der benyttedes ofte rigtige masker med forskellig symbolværdi. Middelalderens teater overtog denne symbolske brug i sminkningen, fx blev guddommelige personer karakteriseret med hvid eller gylden farve i ansigt (som det stadig bruges i asiatisk teater) og på hænder. I barokkens teater – som i virkeligheden – var det almindeligt med hvid- eller lystpudret ansigt med stærkt fremhævet øjenparti og læber. Ansigterne fremstod ret stereotype, som bevægelsesmønstret i øvrigt.

Med til maskeringen hører hår og evt. skæg samt andre effekter såsom sår, blod og groteske profiler. Sminkekassen kan vha. mastix, næsekit, crepe og ‘blod’ i kapsler, tuber eller på flasker være leveringsdygtig i lidt af hvert. Og som det er tilfældet med andre af teatrets udtryksformer undergår også sminkningen en udvikling i pagt med tidens skiftende trends. Således oplever man i det moderne teater en friere og mere stiliseret sminkning, der henter inspiration i ismerne mere end i naturen. De forskellige sceneformer samt tv og film stiller også hver deres krav til det sminkede ansigt eller krop.

I asiatisk teater er sminkemasken en uløselig del af det sceniske udtryk. Hver enkelt streg, placering og farve er betydningsbærende for karakterens personlighed og skæbne, og fælles er, at sminkningen primært bruges til at fremhæve ansigtets træk for derved at understøtte det mimiske spil i de ofte dunkle teatre. Til maskerne hører store kunstfærdigt udførte parykker, kroner og lange skæg. Mest fremtrædende – og muligvis under indflydelse af hinanden – er de japanske kabuki-spilleres masker, kumadori, Peking opera skuespillernes lian pu og de indiske kathakali-spillerespacha, katti, kari, thaadi og minukku.

Bibliografi: Baker, P Wigs and Make-Up for Theatre, TV and Film 1993; Buchman, H Stage Makeup 1971; Hansen, C Masker og sminkning 1983.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig