Scene, lat. scena fra græsk skene ‘telt’, ‘bod’, ‘scene’, teatrets centrale plads, hvor dramaet/handlingen fremstilles. Scenens placering er altid bestemt i forhold til publikums, der kan være omkring en åben plads eller foran en forhøjet S. Antikkens store åbne teatre var først karakteriseret ved den runde åbne spilleplads, orchestra, som bag sig kunne have en midlertidig og senere i sten opbygget baggrund. I det romerske teater blev det til en rigt udsmykket bygning, scenae frons, med en smal, forhøjet spilleplads foran. Til den simpleste S-form hører markedspladsens fjællebod, benyttet af omvandrende trupper. En mere kompliceret form for transportabel S så man i middelalderens kirkerum, på kirkepladsen og efterhånden ved Europas hoffer, hvor flere scener kunne være opstillet simultant. I renæssancen udvikledes permanente teaterbygninger, som fx Teatro Olimpico med den rekonstruerede imposante romerske scenae frons, og som noget nyt, med perspektiviske indkig til tre gader, eller det kunne være som Shakespearescenen, der skød frem mod tilskuerpladserne på en fast baggrund eller en S-form i slægt med samtidens spanske, hvor en transportabel S Corral de Comedia blev opstillet i en krogård med svalegange. I barokteatret dyrkede man det sceniske perspektiv adskilt fra publikum af et proscenium – det senere såkaldte kukkasseprincip, som siden, minus det faste perspektiv, har været den mest gængse S-type. Siden 1960'erne er det fleksible S-rum, hvor S kan opleves med tilskuerpladser på hver side, på tre sider eller hele vejen rundt, blevet mere almindeligt. S indgår også i instruktørbegrebet ‘at sætte i scene’, dvs. beslutte, hvorledes dramaets handling skal fremstilles i S-rummet og af skuespillerne i rollerne. Endelig indgår S i underopdelingen af dramaet og forestillingen i scener, dvs. afsnit, der adskiller sig ved dekorationsmæssige sceneskift eller ved ændringer alt efter, hvilke roller der er på scenen. Se også Akropolistæppet; Antikken; Arenascene; Barokscene; Dionysosteatret; Teatro Olimpico; Swan Theatre I.