antikken

Antikken, betegnelse for den periode, hvor den græsk-romerske kultur var dominerende – til forskel fra oldtiden, som også omfatter andre kulturer. Det europæiske teater opstod i denne periode, nærmere bestemt i Athen i slutningen af 500-tallet f.Kr. Perioden sluttede med opdelingen af det romerske imperium ca. 325 e.Kr. og at kristendommen blev den dominerende kulturelle faktor.

Den klassiske tid strækker sig fra Athens sejr over perserne i 480 f.Kr. og til Alexander den Stores magtovertagelse i 330 f.Kr. I denne periode, hvor Athen var en stormagt, udviklede teatret sig til at blive en central del af bystatens offentlige, kollektive og demokratiske liv. I den græske antik var der ikke nogen adskillelse mellem religion og politik, ligesom mennesket ikke blev opfattet som et individ, men som en del af slægtens, gudernes og bystatens kollektiv. Dette fællesskab blev etableret og styrket ved at dyrke traditionerne – således som det foregik ved de mange store, offentlige fester. Der var ca. 40 fester om året for de forskellige guder; fx varede De store Dionysier 4-5 dage. Man drak en masse vin, spiste godt, opførte processioner og korsange, og ikke mindst gengav man myterne om fortidens helte og om forholdet mellem guder og mennesker, som var overleveret af eposet. Da tragedien udviklede sig fra slutningen af 500-tallet f.Kr., fortsatte den traditionen ved at levendegøre myten på en måde, som var ny og vedkommende for det aktuelle publikum. Derfor fik den så stor betydning, og derfor fik både tragedien og teatret en hybrid form – bestående af både nye og traditionelle, enkeltstående og kollektive elementer. Det græske drama – og det gælder både komedien, tragedien og satyrspillet – bestod af to instanser: De enkelte agerende, som indgik i en dramatisk proces, og det kollektive kor. Koret var dog ikke publikums repræsentant, men en instans, som satte de aktuelle, dramatiske handlinger ind i en kollektiv og traditionel sammenhæng. Tragedien opstod ved, at en forsanger gik i dialog med koret. Begivenheden knyttes til Thespis i 534 f.Kr. Dette første drama udspillede sig på korets danseplads, orchestra, på markedspladsen, agora. Men i begyndelsen af 400-tallet fik det sin egen plads på sydsiden af Akropolis (se skematisk tegning over Dionysosteatret). Hermed udviklede teatret sig, om end det stadig var korets teater. Som i den ældst bevarede tragedie, Aischylos’Perserne fra 472 f.Kr., førte kun en enkelt aktør dialog med koret. Han talte til koret fra et klippefremspring pagos (en høj) i yderkanten af orchestra. Skuespilleren kunne skifte kostume og rolle i en mobil skene, men der var ikke mulighed for interaktion mellem flere aktører. Samtidig med at Aischylos indførte den anden skuespiller – og Sofokles den tredje – blev der bygget et rektangulært stenfundament og rejst en skene-bygning med en 18 m lang platform foran, proskenion. Hermed blev skuespillerens platform flyttet fra sidelinjen og ind i midten af tilskuernes synsfelt, og samtidig var der etableret et både større og plant areal, hvor flere aktører kunne bevæge sig og interagere. Dramaet havde dermed fået sit eget rum, adskilt fra korets danseplads – og det græske ‘scenerum’ sin særprægede todelte form.

Det antikke teater var stort, uden tag og dannede en trekvart cirkel. Tilskuerpladserne, theatron, blev først bygget af træ og siden hugget ud i klippeskråningen, således at de dannede en trekvart cirkel omkring orchestra. Publikum så ned på orchestra, og fra denne krumme skråning kunne alle se og høre (næsten) lige godt. Mod slutningen af 400-tallet rummede teatret op mod 15.000 pladser og gav plads til alle: borgere såvel som kvinder, slaver og fremmede.

Både tragedien og komedien rettede sig mod samtidens offentlige liv og diskussioner. Tragedien reproducerede de alment kendte myter, gennem hvilke borgeren havde lært sig selv og verden at kende. Men den gjorde det på en ny måde, som eksponerede den aristokratisk-heroiske arv såvel som kompleksiteten i samtidens juridiske, politiske og filosofiske problemer. Komedien derimod rettede sig mod den aktuelle samtid, selvom handlingsforløbet – til forskel fra tragediens – var usandsynligt, fantasifuldt, frit opfundet eller burleske bearbejdelser af myter. Her blev navngivne politikere, kunstnere og intellektuelle hængt ud sammen med grov satire over domstolene, filosofiske tankegange, heroiske og guddommelige skikkelser og politiske forhold – alt imens man dyrkede det nære liv og en glad seksualitet.

Dramaerne blev opført til ære for Dionysos. Forbindelsen mellem denne gud og komedien fremgår af dens karakteristiske kostume med polstringer og en lang fallos. Forbindelsen mellem tragedien og Dionysos er mindre klar, bortset fra at alle tragedier blev opført som tetralogier bestående af tre tragedier efterfulgt af et satyrspil, hvor de tre tragediers kor optrådte som satyrer, Dionysos’ løsslupne følge. Dionysos var maskens gud, og i den græske antik blev alle roller spillet af mænd med maske. Komediens maske var mere grotesk end tragediens, men ellers bar dramaets aktører forskellige og koret ens masker. Komediens kor var på 24, mens tragediens kor var på 12-15 mand. Alle dramaer blev opført under ledsagelse af fløjtespil. I 400-tallet blev de kun opført en enkelt gang. Komedien blev opført på De store Dionysier fra 486 f.Kr. Ved en anden Dionysosfest, Lenaea, som også foregik i Dionysosteatret, blev der primært opført komedier og det fra 440 f.Kr. Festerne blev administreret af politiske embedsmænd og vha. et kæmpe opbud af almindelige borgere. Skuespillerne var professionelle og betalt af staten, mens korsangene blev opført af amatører, som trænede i et halvt år før festen. En rig borger, koregos, blev udpeget til at betale koropførelserne sammen med resten af udgifterne til én af de tre tetralogier eller 3-5 komedier. Hver af de tre tetralogier såvel som de enkelte komedier indgik i en dramakonkurrence, og festen blev afsluttet med en folkeforsamling i teatret. Teatret opstod i Athen, men i løbet af 400-tallet f.Kr. bredte det sig til alle bystater i det græske område – dvs. også til byerne langs Lilleasiens kyst og i Syditalien. Især i Syditalien blev teateropførelser udbredte, og i det område udviklede der sig flere komedieformer – mime, flyaker, atellansk farce – som også påvirkede komedien i Grækenland.

Den hellenistiske periode (331-23 f.Kr.) var de store statsdannelsers, byers og erobringskriges tid. Den startede med Alexander den Stores krige og var præget af, at græsk kultur blev udbredt til hans enorme erobrede områder. Ud over Athen og Pergamon (nuv. Bergama i nordvest-Tyrkiet) blev den nye by Alexandria i Egypten det kulturelle centrum med et museum og bibliotek, hvor man bl.a. kopierede de græske tragedier. Man så tilbage til den klassiske tid og opfattede den nu netop som klassik, genopførte 400-tallets tragedier, byggede teatre i samme stil, men i sten og i en mere perfekt udformning. Perioden var præget af en udbredt kunstudfoldelse, men tragedien samlede ikke længere det store publikum. Til gengæld blev komedien mere populær. Kun en enkelt komedie af Menander er dog bevaret. I stedet for relationen til den offentlige, politiske verden, vender komedien sig nu mod det private og individuelle liv. Korets rolle bliver reduceret til mellemspil, og parabasen forsvinder. Til gengæld vinder det dramatiske forløb frem i en strammere og mere sammenhængende form, og samtidig udbygges proskenion. I stedet for det fantastiske handlingsforløb og den sprudlende seksualitet træder den pænere og mere sandsynlige kærlighedsintrige frem og bliver den faste form for komedien. Samtidig bliver komedien befolket af karakterer fra hverdagslivet – en parasit, hetære, doktor og slave – og den foregår nu foran to borgerhuse i samtidens Athen. Perioden er på den ene side præget af en større følsomhed – med mere følelsesfulde masker – og en mere forfinet stilsans. På den anden side vinder flere og mere folkelige komedieformer frem – som den groft realistiske mime og de burleske flyakerspil, såvel som mere groteske masker.

Den romerske kultur er et enestående eksempel på, at den sejrende magt tager den besejrede kultur til sig som sit store ideal. Teatret i Rom kom dog langt fra til at spille den samme rolle, som det gjorde i Grækenland. I den imperialistiske stormagt var overklassen frem for alt interesseret i talen og retorikken. Det romerske teater kom især fra de græske teaterformer i Syditalien, og de første teateropførelser i Rom skal have fundet sted i 240 f.Kr., da slaven Livius Andronikus fra den erobrede græske koloni Tarento oversatte og opførte en græsk tragedie. Denne praksis blev normen i republikkens tid (indtil 31 f.Kr.): Man oversatte og bearbejdede de græske forbilleder, men på sin egen, frie måde – og dybt præget af en formbevidst, elegant, outreret og individuelt orienteret hellenisme. Man bibeholdt den græske intrige, miljøet og navnene, men i tragedien dyrkede man især de pompøse, melodramatiske og skrækindjagende effekter, som senere gik igen i Senecas tragedier. Spøgelser og vanvidsscener var yndede ingredienser. Tilsvarende blev maskerne mere overdrevne og patetiske, kostumerne farverige med hævede kothurner og store håropsatser (onkos). Komedien var influeret af mimen, flyaker, den atellanske farce og den nye, attiske komedie, men også her tog man, hvad man kunne bruge – klippede og satte sammen eller tilføjede nye scener og gags som fx i Plautus’ komedier. Koret spillede en forsvindende rolle i tragedien, og i komedien forsvandt det helt. Det gav til gengæld mulighed for en mere stramt opbygget dramatisk proces, som fx i Terents’ komedier. Stykkerne blev opkaldt efter kostumet: Fabula palliata: drama i græsk dragt; til forskel fra den senere Fabula togata: drama i romersk borgerdragt (fabulae). Et nyt træk var det hellenistisk inspirerede musikteater. Sangpartier (cantica) akkompagneret af fløjtespil bredte sig i både tragedien og komedien. I kejsertiden (efter 31 f.Kr.) blev pantomimen populær. Det var ordløse danseforestillinger, hvor dansere iført masker uden åben mund gengav græske myter ledsaget af korsang.

Teaterforestillingerne i Rom var talrige og populære. Alle havde fri adgang – rige, slaver, kvinder, børn og fremmede. Men til forskel fra Grækenland var de ikke en del af offentlige og religiøse institutioner. I stedet var de folkelige forlystelser, som blev opført i forbindelse – og konkurrence – med dyrekampe og andet gøgl ved de religiøse fester. De blev opført af professionelle, mandlige skuespillere, men i kejsertiden blev skuespillet en nedvurderet profession udført af slaver eller fremmede. Eftersom senatet var imod opførelsen af en stationær teaterbygning, blev dramaet i republikkens tid opført på interimistiske træpodier bygget til lejligheden på Forum eller i det tempelområde, hvor man netop fejrede en gud. Først i 55 f.Kr. blev en teaterbygning af sten opført af Pompejus som et monument over hans militære sejre i Spanien og Asien. Det rummede mere end 10.000 tilskuerpladser. Forbilledet var stadig græsk, men dette teater lå i byens yderkant. Det var en høj, fritstående og halvcirkelformet bygning med en lang bagvæg, scaenae frons, overdådigt udsmykket med statuer, søjler og nicher. Foran denne en lige så lang, hævet og bred, overdækket træscene og en mindre halvcirkulær orchestra. Eftersom koret var så godt som forsvundet, blev orchestra brugt som ærespladser for de fornemste tilskuere. I tilfælde af at der var et kor, stod det på scenen. Et scenetæppe foran scenen kunne hæves og sænkes, ligesom perspektivisk scenografi kunne forekomme. Teaterbygninger bredte sig efter denne model til hele Romerriget. Dramaopførelser florerede i republikkens tid, men de senere teaterbygninger blev som regel brugt til andet end dramaopførelser: Offentlige møder, dyre- og gladiatorkampe eller de kunstige søslag, naumachia. Se også Skuespiller.

Bibliografi: Beacham, R C The Roman theatre and its audience 1992; Bryld, C E Den græske tragédie 1984; Thomsen, O Komediens Kraft: en bog om en genre 1986; Wiles, D Greek Theatre Performance. An Introduction 2000.