karakter

Karakter, gr. af charassein ‘at indriste’, et kompleks af en dramatisk figurs fysiske, psykiske og moralske træk. If. Aristoteles må en K hverken være entydigt god eller ond og skal være konsekvent i sin indre opbygning. K-begrebet er ikke statisk, men afspejler skiftende epokers syn på individet og dets relation til omverdenen. K i det klassiske drama fremstår som en isoleret, men selvstændig åndelig helhed, ideelt set med heroisk-aristokratiske dyder som helten i Racines og Corneilles tragedier eller med en farverig forstørrelse af enkelte karaktertræk som K i Molières komedier. I det borgerlige drama er K afhængig af situationen, følelsesmæssigt, socialt, moralsk som i Denis Diderots melodramaer, mens en stigende interesse for subjektiviteten kulminerer i et romantisk K-ideal af et suverænt subjekt med et ‘absolut indre’ (Hegel). Det facetterede K-portræt, (dybde)psykologisk og socialt motiveret og udviklet gennem dramaets forløb bliver realismens ideal i det 20. årh. som hos Strindberg, Ibsen og P.O. Enquist. Avantgarden derimod nærer mistillid til K-begrebet og vil fx som symbolisterne ‘dehumanisere’ subjektet i dramaet til fordel for idéen. Brecht ønsker på sin side, hinsides psykologismen, at tegne ‘mennesket som proces’ underkastet historisk forandring. En fortsat skepsis over for den konsistente og helstøbte K og en forkærlighed for det fragmentariske og postindividuelle i K er et gennemgående træk i aktuel dramatik som hos Line Knutzon og Jokum Rohde. K modstilles ofte type som ‘dybere’, mere subtil end denne, eller som det særegne over for det generelle/universelle, som typen repræsenterer.

Bibliografi: Aristoteles’ Skrift om Digtekunsten 1958; Fuchs, E The Death of Character 1996.