Jean Racine, 1639-99, fransk dramatiker. R mistede tidligt sine forældre og blev opdraget i Port Royal-klostret hos jansenisterne, der med bekymring så deres elevs tilbøjelighed for teatret og det verdslige liv. I 1664 fik R sin første tragedieLa Thébaïde opført af Molières trup, men allerede det følgende år overlod han sit næste stykke Alexandre le Grand til skuespillerne ved Hôtel de Bourgogne, selvom det havde haft premiere hos Molière. Det egentlige gennembrud kom i 1667 med Andromaque, hvis tragiske slutning udløses af den umulige kærlighed. Alle personerne i stykket er forelskede, men bare i de forkerte, og hos R er kærligheden i modsætning til i pastoralerne en livsfarlig og destruktiv passion.

Med R nåede klassicismen sin fuldendelse. Hans tragedier er helt koncentreret om personernes psykologi og overholder uden vanskeligheder de klassiske enheder. Han henter sit stof fra de klassiske græske og romerske tragediedigtere, især Euripides og Seneca (Iphigénie 1674, Phèdre 1677), men også – som Corneille – fra den romerske historie (Britannicus 1669, Bérénice 1670, Mithridate 1673), og dog er der himmelvid forskel på Rs og Corneilles tragédies romaines. Corneilles personer er if. René Descartes’ fornuftsfilosofi viljesmennesker med fuld kontrol over lidenskaberne, mens Rs personer if. jansenisten Blaise Pascals pessimisme er ofre for de altfortærende lidenskaber.

Efter at have set sin ypperste tragedie, Phèdre (Fædra Mammutteatret 1998) på scenen trak R sig kun 38 år gammel tilbage fra teatret, men skrev dog endnu to bibelske tragedier Esther 1689 og Athalie 1691 (Det Kongelige Teater 1790) for adelige, fattige unge piger på en skole i Saint-Cyr. Han forsonede sig med sine gamle jansenistiske læremestre i Port Royal; deres tro på arvesynden og afvisningen af den frie vilje går som en rød tråd gennem Rs tragedier.

I Danmark er R en sjældent opført dramatiker. Flere af tragedierne findes i udmærkede fordanskninger fra 1950'erne ved Max Lobedanz. Dog har oversætteren ved at omsætte aleksandrinerne til den mere mundrette jambe fjernet en vigtig pointe: modsætningen mellem den strengt bundne form og det underliggende følelsesmæssige kaos, der er tragediernes brændstof. Se også Sarah Bernhardt.

Bibliografi: Biet, C Racine ou la passion des larmes 1996; Turnell, M Jean Racine. Dramatist 1972; Vedel, V Racine 1932.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig