Euripides

Euripides, 480-406 f.Kr., græsk tragediedigter. Til forskel fra forgængerne, Aischylos og Sofokles, levede Euripides afsondret fra Athens politiske liv. Han komponerede ca. 92 dramaer, men var ikke populær i sin samtid og vandt kun dramatikerkonkurrencernes førstepris 5 gange. Til gengæld blev han ofte spillet i 300-tallet og i Rom. 17 tragedier og det eneste hele satyrspil, Kyklopen er bevaret fra hans hånd. Euripides tilhørte kredsen omkring fremtrædende sofister, og hans tragedier er gennemsyret af deres radikale skepticisme. Skånselsløst udforsker og kritiserer de alt: politiske forhold, Athens krigsførelse, retorikken, rationaliteten og andre dramatikeres tolkning af myten – både Aischylos’, Sofokles’ og Euripides' fremstillinger af myten om Orestes er bevaret.

Karakteristisk er Euripides' realisme, hvor handlingen foregår i et ikke-aristokratisk miljø blandt særdeles uheroiske karakterer, og hvor guderne lader mennesket i stikken. Heltene er tvivlende og bange, og guderne ligner menneskene eller overgår dem i nedrighed. Selv hvor tragedien slutter i en apoteose (‘ophøjelse blandt guderne’) med gudernes tilsynekomst som i Elektra 413 f.Kr., er der ingen hjælp at hente. Aristoteles kaldte Euripides den mest tragiske, uvist hvorfor, men hos Euripides møder man den mest ekstreme lidenskab, den største mangel på moral og de heftigste melodramatiske effekter som i Medea 431 f.Kr.

Se også Tragedie.

Dramatiske værker: Alkestis 438 f.Kr.; Herakles’ børn 430 f.Kr.; Hippolytos 428 f.Kr.; Andromache 425 f.Kr.; Hekabe 424 f.Kr.; De Bønfaldende 423 f.Kr.; Herakles’ børn 415 f.Kr.; De trojanske kvinder 415 f.Kr.; Ifigenia blandt Trauerne 414 f.Kr.; Ion 413 f.Kr.; Helena 412 f.Kr.; Fønikerinderne 409 f.Kr.; Orestes 408 f.Kr.; Bacchantinderne 406 f.Kr.; Ifigenia i Aulis 406 f.Kr.

Bibliografi: Segal, C Euripides and the poetics of sorrow 1993.