Barok, stilperiode, der i hovedsagen placeres i 1600-tallet. Udviklingen foregik forskudt inden for forskellige kunstneriske og geografiske områder. B er sansemæssigt forførende. Illusion er et grundtema: livets forfængelighed, altings forgængelighed, tilværelsen som et teater. Inden for teatret kan den højt udviklede illusionsscene ses som centralt kendemærke. 1600-tallet kendetegnes dels ved det pompøst svulmende, dels ved det klassisk afklarede. Indretningen af teatrets rum og maskineri spejler det voluminøse og illusionstemaet i tiden. Barokscenen udvikledes i Italien, ved hof- og operascener. De perspektiviske kulisser, som kunne skydes ind og ud, var en forudsætning for de fascinerende forvandlinger. I 1641 gennemmekaniserede Giacomo Torelli, ‘den store troldmand’, systemet i Venedig, så det var muligt ved et sindrigt maskineri at fremtrylle nye lokaliteter. Kulisserne var kombineret med soffitter og bagtæpper. Hermed grundlagdes den teatertype, som var dominerende op til slutningen af 1800-tallet. Obligatorisk var tillige en skymaskine, der blev brugt til overjordiske tilsynekomster, som det ses på det fuldt intakte barokteater på Drottningholm ved Stockholm. Tilskuersalen var typisk u-formet med et parterre nederst, omgivet af pladser i flere etager, ofte indrettet med loger, så at publikums placering afspejlede deres sociale status. Der var fornemme pladser på selve scenen. Denne model blev udbredt over hele Europa. I Frankrig kom Bs pragtudladninger i særlig grad til at smelte sammen med regimets selvpromovering: lanceringen af monarkens overmenneskelighed indebar en gigantisk iscenesættelse af virkeligheden, således i fester med fyrværkeri, musik og teater, hvilket dannede forbillede for de andre europæiske hoffer. De dramaturgiske normer, der senere vandt hævd via fransk klassicisme, repræsenterede omvendt stringensen, og brød med den mere komplekse og svulstige dramatik, fx spansk eller tysk, der undertiden netop forstås som ‘barok’.

Beslægtet med tysk baroktragedie var vandretrup-genren Haupt- und Staatsaktionen, hvor det spektakulære og groteske i eftertiden har fået ry som bombastisk og vulgært. Den sceniske fremstilling var præget af typiseringer og konventioner. Kostumeringen var i de heroiske genrer fantasier over antikke helte og tidens hofdragt, mens komediens kostumer lagde sig tættere op ad virkeligheden. Der var regler for gestik og deklamation. Typisk var en halvcirkelplacering af de agerende ved rampen. Molière arbejdede for en mindre kodificeret spillestil. Det første stationære, fuldt udbyggede danske barokteater var Frederik IVs operahus i Bredgade fra 1703. For Holberg var barokkens teatralitet en vederstyggelighed, da han fornægtede den metafysik, som lå bag det pompøse. Den scene, han skrev for, var dog indrettet efter Bs principper. Og han forsvarede principielt den stringente dramaturgiske norm, som også er en del af arven fra B. Se også Bibiena; Sebastiano Serlio.

Bibliografi: Bjurström, P Giacomo Torelli and Baroque Stage Design 1961; Dahlberg, G Komediantteater 1992; Holm, B Solkonge og Månekejser 1991 & Skal dette være Troja? Om Holberg i virkeligheden 2004.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig