Tjekkiet, selvstændig republik siden 1993. I perioden 1918-93 sammen med Slovakiet det gamle Tjekkoslovakiet, underlagt voldsomt politisk pres fra Sovjetunionen, der 1968 kulminerede med ‘Prags Forår’. Gennem historien spillede det tjekkisk talte teater en vigtig rolle i kampen for national frihed, uafhængighed og bevaring af kulturarven. Det første ensemble af tjekkiske skuespillere dukkede op ved teatret Bouda, der 1786-89 fungerede som nationalscene og gav næring til stiftelsen af et ‘nationalt’ teater. I anden halvdel af 1900-tallet blev idéen taget op af skuespilleren og dra matikeren Josef Kajetán Tyl. Prozatimní divadlo (Provisorisk Teater), åbnet 1862, var en forløber for Národní divadlo, finansieret af en landsindsamling og bygget 1868-83. Národní divadlo formede den tjekkiske stil i teatret, men åbnede samtidig for de europæiske avantgardestrømninger, bl.a. symbolismen og impressionismen under direktion af Jaroslav Kvapil. 1907 fik det en konkurrent, Divadlo na Vinohradech, der konsekvent fulgte nye tendenser. Mellemkrigstiden 1918-38 fortsatte i samme retning: Národní divadlo under ledelse af Karel Hugo Hilar profilerede sig i vekselvirkning med eksperimentelle scener, bla. Osvobozené divadlo (Befriet Teater, 1926) med avantgardistiske eksperimenter af Jiří Frejka og Jindřic Honzl, samt Divadlo 34 (D34), en politisk scene stiftet 1933 af instruktøren Emil František Burian. De mest interessante dramaturgiske bud kom fra Karel Čapek og František Langer. Udviklingen af scenografi opnåede i denne periode store højder med arbejder af arkitekterne Pavel Janák, Vlastislav Hofman, Bedřich Feuerstein og af Burian.

Efter afslutningen på 2. Verdenskrig 1945 blev teatret underlagt staten, den socialistisk-realistiske doktrin og skarpe censur, der kunne styre teaterverdenen og betragte den som et propagandaværktøj for statsapparatet. Først efter Stalins død 1953 fik teatret et frisk pust og chance for udfoldelse. I slutningen af 1950'erne og 1960'erne dukkede mange nye, eksperimentelle scener op, bl.a. Laterna Magika 1958, Divadlo na zábradlí 1958, Černé Divadlo 1964, Divadlo za bronou 1965, Činoherní Klub 1965 stiftet af landets førende iscenesættere, bl.a. Alfréd Radok, Otomar Krejča, Ladislav Fialka og Jan Grossman. Den tjekkiske scenografi oplevede i samme periode en rivende udvikling. Særlig indsats gjorde de verdenskendte Josef Svoboda, Jiří Trnka, Vaclav Nývlt og Oldřich Šimáçek, som sammen etablerede Prague Quadrennial, en international udstilling for scenografi, der åbnede 1967.

Den sovjetiske invasion 1968 standsede alle kulturelle aktiviteter. Teatret måtte overleve i dvale eller i undergrunden. Mange teaterfolk og dramatikere, som Milan Kundera og Pavel Kohout, søgte til udlandet mens andre, som Václav Havel, gik i opposition. Først i 1987 mistede regimet sit greb. 1989 valgtes Havel til præsident for Tjekkoslovakiet og 1993-2003 for Den Tjekkiske Republik. Teatret gik nye tider i møde med gennemgående strukturelle og driftsmæssige forandringer.

Bibliografi: Fencl, O The Czechoslovak Theatre Today 1963; Goetz-Stankiewicz, M The Silenced Theatre: Czech Playwrights Without a Stage 1979; Trensky, P Czech Drama Since World War II 1978.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig