Václav Havel

Václav Havel, 1936-2011, tjekkisk dramatiker og digter. H var politisk dissident under kommunismen og sad i flere perioder fængslet for sine ytringer om menneskerettigheder. Efter fløjlsrevolutionen i efteråret 1989 og frem til sommeren 1992 var H valgt som Tjekkoslovakiets præsident. Med opdelingen af landet i Tjekkiet og Slovakiet blev H fra januar 1993 valgt som Tjekkiets præsident.

H arbejdede som scenetekniker og dramaturg fra 1959 på forskellige teatre i Prag, indtil han i 1968 blev husdramatiker ved Divadlo Na Zábradlí, men efter den sovjetiske invasion s.å., hvor H var en fremstående deltager i de liberale reformer, blev hans skuespil forbudt og hans pas konfiskeret. Hans første kendte stykke er Haveselskabet 1963 som placerer sig i det absurde teaters tradition. Ligeledes Bjerghotellet 1976 (da. 1977) hører til de mere kendte af hans stykker. Blandt hans senere stykker finder man de tre enaktere Audiens 1975 (DRradio 1978), Fernisering 1975 (DRradio 1979, Det Ny Teater 1980), og Protesten 1978 (DRtv 1982). Efter sin sidste løsladelse fra fængslet 1985 skrev han Largo Desolato 1985 og den moderne fausttragedie Fristelse 1987 (Aarhus Teater 1989). Fik i 1976 opført The Beggar’s Opera i Tjekkoslovakiet. Stykket er dog først blevet kendt i Vesten med en opsætning i Richmond i 2003.

Bibliografi: Esslin, M ‘Vaclav Havel’ i The Theatre of the Absurd 1961; Kristensen, L Borger og dramatiker: en undersøgelse af sammenhængen mellem samfund og dramatik hos Vaclav Havel 2001.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig