Josef Svoboda, 1920-2002, tjekkisk scenograf, arkitektuddannet. Fra 1948 chefscenograf ved Nationalteatret i Prag, initiativtager til Scenografisk Laboratorium 1957 og fra 1963 leder af Scenografisk Institut. 1958 medstifter af Laterna Magika. Lys, rum og bevægelse var fra starten nøglebegreber i Ss visuelle univers, hvor flader, trapper, spejle, refleksioner, projektioner, film og andre tekniske virkemidler arbejdede sammen i et ekspressivt, suggestivt sansemæssigt formudtryk. S blev en væsentlig videreudvikler af Adolphe Appia og Edward Gordon Craigs rum- og lysteorier og fik skelsættende international betydning for den moderne scenografi gennem sine utallige arbejder som Gogols Revisoren Prag 1948, Sofokles’ Kong Ødipus Prag 1963, hvor dekorationen bestod af et trappeløb i hele scenens længde, Shakespeares Hamlet Bruxelles 1965 med massive, mobile kubiske kasser, Karel Čapeks Insektliv Prag 1965, hvor rummet fik en nærmest polyfonisk lethed, og Goethes Faust Prag 1997, hvor S eksperimenterede med scenerummets spejlinger og med alle virtuelle udtryk sat i spil. S skabte også opera- og balletscenografier, bl.a. til Eske Holms version af Ildfuglen Det Kongelige Teater 1972, hans eneste i Danmark. S skabte også visuelle rammer til film bl.a. Amadeus af Milos Forman 1984.

Bibliografi: Svoboda, J The Secret of Theatrical Space 1933; Burian, J M The Scenography of Josef Svoboda 1971 & ‘Josef Svoboda’s Scenography for the National Theatre’s Faust: Postmodern or Merely Contemporary?’ i Space and the Postmodern Stage 2000; Josef Svobodas scenografiske arbejder Udstillingskatalog, Århus Kunstbygning og Charlottenborg 1982.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig