Adolphe Appia

Adolphe Appia, 1862-1928, schweizisk scenograf og teaterteoretiker. A studerede fra 1881 musik og blev bekendt med Richard Wagners musikdramatik i Bayreuth; en fascination som fik skelsættende betydning for A og scenografiens udvikling, idet han følte et misforhold imellem den traditionelle malede flade teaterdekoration og Wagners Gesamtkunstwerk-tanker og ikke mindst sangerens kropslighed. Han udforskede derfor rummets muligheder for at skabe naturlige og jævnbyrdige omgivelser på grundlag af tredimensionalitet, form, farve og lys – Raumgestaltung. Teorierne blev fremsat i La mise en scène du drame wagnérien 1895 og La Musique et la mise en scène 1892-97. I 1906 mødte han Émile Jaques-Dalcroze, som med sine teorier om rytmisk bevægelse og eurytmi inspirerede ham yderligere. Det affødte forskellige eksperimenter og oprettelsen 1910 af et teater i tilknytning til Dalcrozes skole i Hellerau. Her skulle intentionerne omkring rum, form, bevægelse og især lyset som atmosfæreskabende element virkeliggøres. A fik enkelte muligheder for at afprøve sine teorier i praksis bl.a. i samarbejde med dirigenten Arturo Toscanini på La Scala 1923 med Wagners opera Tristan und Isolde og 1924/25 i opsætningen af to dele af Wagners Der Ring des Nibelungen i Basel. Den blev dog ikke fuldført, tiden var endnu ikke moden til så stiliserede visioner. En skæbne han delte med tidens anden store teaterteoretiker, Edward Gordon Craig. Til gengæld har deres visuelle intentioner været til uvurderlig inspiration for den moderne scenografi.

Bibliografi: Appia, A The work of living art: A theory of the theatre 1960 (L’Oeuvre d’art vivant 1921) & Oeuvres complètes 4 bd., 1983; Beacham, R Adolphe Appia: texts on theatre 1993 & Adolphe Appia: theatre artist 1987.