tableau

Tableau, fr. billede, et relativt selvstændigt arrangement eller optrin i dramaet eller på scenen med maleriet som forbillede. Det afbryder momentant den dramatiske handling og har ofte tematisk betydning. T er tidligst kendt fra religiøse udendørsspil i middelalderen, der fremstillede Kristi lidelseshistorie gennem tableauagtige optrin. I renæssancen sås det i stort format indlagt i hoffernes festforestillinger og som intermezzoer og slutoptrin i barokkens operaer og tragedier. I 1700-tallet blev T et mønster for en gennemført billedlighed på den dramatiske scene, initieret af Denis Diderot. Han tænkte sig teaterforestillingen som en serie levende malerier, der afløste hinanden på magisk vis (Discours de la poésie dramatique 1758). T skulle skabes på emotionelle højdepunkter og tryllebinde tilskueren gennem sin harmoniske komposition. Diderots T-idé indfriedes først under en mere udviklet sceneteknik fx i Guilbert De Pixerécourts melodramaer på boulevardteatrene i Paris i 1800-tallet. T blev i samme tidsrum en udbredt teknik, anvendt både i kunsten og i den nye synsteknologi: daguerreotypiet, panoramaet osv. I 1900-tallet har Brecht brugt tableauet til at fastholde den sociale gestus i et intellektuelt kritisk perspektiv, frem for et emotionelt og harmonisk T. Det billedorienterede performanceteater fra de seneste år, fx af Robert Wilson og Hotel Pro Forma, har derimod atter betonet de æstetisk-suggestive virkninger i deres tableaudramaturgi.

Bibliografi: Andersen, E & Klitgaard Povlsen, K Tableau – det sublime øjeblik 2001; Barthes, R ‘Diderot, Brecht, Eisenstein’ i Image Music Text 1977.