studioscene

Studioscene, et teaterrum, der som regel er fleksibelt med hensyn til scene- og publikumsopbygning, ofte en form for såkaldt black box. De fleste store institutionsteatre har en eller flere mindre S med 50-250 pladser, hvor der spilles ny dramatik og forestillinger i et mere eksperimentelt formsprog. S bruges også som betegnelse for en type forsøgsscene, som blev oprettet i flere af Europas hovedstæder fra ca. 1880'erne. Her kunne instruktører og skuespillere udforske den ny dramatik af fx Ibsen, Strindberg, Gerhart Hauptmann og Tjekhov og arbejde med at synliggøre dens psykologisk nuancerede karaktertræk og situationer. S blev skabt som alternativ til stjernedyrkelse og overfladisk underholdningsteater og begyndte ofte uden faste lokaler og på grundlag af forskellige former for manifester eller ønsker om at reformere teaterkunsten. Det kunne dreje sig om alt fra opgør med de store teatres rolleforståelse, spillestilskonventioner, dramatik og stjernedyrkelse til organisationsform, publikumsgrundlag og billetpris.

En væsentlig inspiration for oprettelsen af S var, at der blev skrevet dramatik, der på en ny og anderledes måde satte spørgsmålstegn ved såvel det borgerlige teater som dets publikum. Naturalismen og realismen var blevet toneangivende inden for litteratur og billedkunst. Mange ønskede, at teatret skulle kunne følge trop som seriøs kunstform, men uden at blive fanget i en bestemt form. S blev laboratorier for udvikling af en ny skuespilkunst og nye teaterformer. De mest kendte S, der blev oprettet som modernismens gennembrud i teatret, fik navne, der forbandt dem med frihed og uafhængighed i forhold til de store kommercielle teatre, der overgik hinanden i teatralsk illusion. I Paris åbnede André Antoine Théâtre Libre 1887 med ønsket om at skabe en forsøgsscene, der var åben for forskellige teaterformer. Antoine arbejdede med amatører for at komme uden om de etablerede teaterkonventioner og for at opnå andre former for ensemblespil, der kunne yde den ny tematik retfærdighed. Fx eksperimenterede Antoine med, at spillerne ikke vidste, hvilken væg der skulle ‘fjernes’ for at åbne mod publikum. Strindberg og Ibsens dramatik fik stor betydning for udviklingen af S i hele Europa. I London åbnede The Independent Theatre 1891 under ledelse af Jacob Thomas Grein med Ibsens Ghosts, som det var blevet forbudt at fremføre. Skandalen var et faktum, teatret holdt kun til 1898, men ideen om et frit teater blev videreført gennem Stage Society, som åbnede 1899, og som fik stor betydning for udbredelsen af ny dramatik. I Berlin åbnede Otto Brahm 1889 Freie Bühne som en pendant til Théâtre Libre, men med et langt mere tydeligt naturalistisk manifest som reference. I Stockholm åbnede August Falck og StrindbergIntima Teatern 1907. Det mest kendte af disse teatre blev MXAT, Moskva Kunstnerteater, startet 1898 af Vladimir Nemirovitj-Dantjenko og Stanislavskij, der siden åbnede en række andre S, der blev ledet af hans kolleger og elever, bl.a. Meyerhold, Aleksandr Tairov og Michael Chekhov. Disse S fik en væsentlig betydning for udviklingen af skuespilkunsten som laboratorier for udvikling af skuespillernes talenter og sceniske udtryk. Gennem forskellige former for øvelser af skuespillerens kunstneriske materiale, krop, stemme og psyke, blev der søgt efter metoder til at udvikle skuespillernes kreativitet. Mange af de tanker og øvelser, der blev undfanget på disse studier, indgår i dag som et væsentligt referencegrundlag i uddannelsen af skuespillere ved teaterskolerne.

Bibliografi: Bauneck, M Theater im 20. Jahrhundert Programmschriften, Stilperioden, Reformenmodelle 1986; Bergman, G M Den moderna teaterns genombrott 1890-1925 1966; Kvam, K Europæisk avantgarde teater 1896-1930 1974.